Tale: Perikles' gravtale

I vinteren 431 f.Kr. til 430 f.Kr. holdt Athens ledende statsmand, Perikles (ca. 492 f.Kr. til 429 f.Kr) en gravtale over athenerne, der var faldet i krigen mod Sparta og dets allierede. Talen er gengivet af den athenske historiker Thukydid, der levede fra ca. 460 f.Kr. til 400 f.Kr.

Hvilken livsform der er grundlaget for vor magt, hvilken stats­form og hvilken måde at udøve borger­retten på der har dannet baggrunden for dens vækst, det vil jeg gerne forklare, før jeg priser disse døde. Jeg tror nemlig, det er på sin plads, at det bliver sagt ved denne lejlighed, og jeg tror også det er nyttigt at alle her, både borgere og frem­mede, hører på det.

Den statsform, vi har, er ikke en efterligning af vore naboers love; nej, vor statsform er snarere selv et eksempel for andres end andres for os. Dens· navn er demokrati, fordi styret ikke er samlet hos nogle få, men hos flertallet; men me­dens lovene giver alle lige ret i private sager, er det vurderingen af hver enkelt borger og hans anseelse på et eller andet felt - en kvalitetsvurdering mere end en vurdering efter klasse - der bestemmer, om han foretrækkes i offentlige hverv; og kan en gøre staten gavn, finder han sig ikke holdt nede i ubemærkethed, selvom han er fattig.

Der hersker altså frihed i vort offent­lige liv, og hvad angår vor daglige ind­byrdes færden, så holder vi ikke mistænk­somt øje med hinanden; vi vredes ikke på vor nabo, hvis han følger sine egne luner, og vi generer ikke hinanden med noget, der ganske vist ikke er en straf i juridisk forstand, men dog virker sårende i vore medborgeres øjne.

Vor daglige omgang sker uden forargelse, og i vort offentlige liv bryder vi ikke loven, først og fremmest på grund af respektfølelse; vi adlyder vor til enhver tid fungerende øvrighed og vore love, særlig de love, der er givet til beskyttelse for mennesker, der lider uret, samt de uskrevne love, der i den almindelige bevidsthed bringer skam over dem, der bryder dem.

Rigdom benytter vi mere som anledning til dåd end som stof til pral; fattigdom er ingen skam for den, der ved­går den, men større skam for den, der ikke prøver at undgå den ved dåd. De samme mennesker kan passe både private sager og statssager, og hver i sit erhverv kan få fornøden ind­sigt i statens anliggender: Vi er jo de ene­ste, som anser den, der ikke tager del i det offentlige liv, ikke blot for uengageret, men for unyttig.

Det er os selv, der dels afgør, dels gennemtænker problemerne på rette måde, ud fra den overbevisning, at ord ikke er skadelige for handling, men at det skadelige snarere består i ikke at lade sig belære i ord, før man tager de nødvendige skridt i handling. Det er jo nemlig også noget ganske særligt for os, at vi forener den største dristighed med en gennemtænkt plan for vore forehaven­der; hos andre folk derimod fører uviden­hed til dumdristighed og eftertanke til ubeslutsomhed ....

Alt i alt er vor by i sin hele art en lære for Hellas ...