Embedded Files
Information d. 26/7-2007
MY LAI - Grønne rismarker og kokospalmer omgiver små, stråtækte huse. Mænd trækker vandbøfler gennem byen ad smalle, støvede grusveje, kvinder bærer deres tunge åg med dagens høst til det lokale marked, og gæster bliver modtaget af legende børn, som vinker og smiler genert. Det ligner en helt almindelig vietnamesisk landsby.
Massegrave spredt rundt i landsbyen og kokospalmer, som er gennemhullede af projektiler, vidner imidlertid om, at landsbyen My Lai i det centrale Vietnam ikke er nogen helt almindelig landsby.
“Jeg vil helst ikke tænke på det, der skete dengang. Det gør mig kold indeni. Men det kommer tilbage hver eneste dag.”
80-årige Sa Thi Qui stirrer tomt ud i luften, mens hun lavmælt fortæller om den dag for 37 år siden, hvor hendes landsby blev jævnet med jorden. Den dag, hele hendes familie blev udslettet, og hun kun ved hjælp af et mirakel reddede sit eget liv.
105 soldater fra den amerikanske hærs Charlie-kompagni drog den 16. marts 1968 hærgende gennem My Lai, hvor de lemlæstede og dræbte 504 ubevæbnede civile, voldtog kvinder, nedbrændte landsbyens huse, skød indbyggernes dyr, forgiftede deres brønde og destruerede deres afgrøder. Stort set intet var tilbage, da soldaterne fire timer senere forlod My Lai igen.
Under opholdet i landsbyen mødte de amerikanske soldater ikke en eneste af fjendens soldater. Ikke et eneste skud blev løsnet mod dem, og den eneste amerikanske tilskadekomne var en soldat, som skød sig selv i foden, mens han rensede sin pistol.
Måtte fjerne ligene
“Jeg var ude for at hente friske grøntsager til vores morgenmad, da de amerikanske soldater pludselig begyndte at skyde rundt om byen fra deres helikoptere,” fortæller Sa Thi Qui, som var 43 år dengang.
Omkring klokken 7.30 landede de første amerikanske helikoptere et par hundrede meter vest for byen, og soldaterne begyndte at nærme sig, husker hun.
Ingen tog sig særligt af det, for amerikanerne havde to gange tidligere været i landsbyen, og dengang behandlede de byens indbyggere pænt.
Soldaterne spurgte efter vand og gav til gengæld slik til børnene og cigaretter til de voksne. De syge gav de medicin.
“De var venlige over for os dengang, så jeg troede da ikke, at de kom for at gøre os fortræd,” siger Sa Thi Qui.
Men det gik hurtigt op for Qui og My Lais øvrige indbyggere, at noget var anderledes denne gang.
En landmand rejste sig op på en af markerne og rakte sine hænder frem for at hilse og for at vise, at han ikke havde nogen våben. I det samme blev han fældet af ilden fra et maskingevær. Flere soldater begyndte at skyde tilfældigt omkring sig, og der udbrød panik. Landsbyens beboere begyndte at flygte ind i huse og hjemmelavede bunkere og tunneller.
Hele familier havde samlet sig i flere af bunkerne for ikke at blive ramt af skud, men nogle af soldaterne smed uden varsel håndgranater derind.
Situationen var kaotisk. Der blev skudt i alle retninger, og folk løb, græd, råbte og skreg.
De amerikanske soldater begyndte at samle folk i små grupper. Nogle var allerede så hårdt sårede, at de dårligt nok kunne stå op, men de fik besked på at gå over mod en grøft i den ene ende af landsbyen.
“Sammen med min familie prøvede jeg at gemme mig i huset, men nogle soldater tvang os ud, førte os over til grøften og smed os derned,” fortæller Sa Thi Qui.
Flere soldater kom til med grupper af civile, og løjtnant William Calley - lederen af Charlie-kompagniets første deling - begyndte at skubbe folk ned i grøften. Andre fulgte trop. Nogle af landsbyens beboere hoppede selv ned. Andre satte sig ned på grøftekanten og græd, mens soldaterne stillede sig op på række og skød. Mødre kastede sig oven på deres børn i et sidste desperat forsøg på at beskytte dem fra projektilerne.
‘Jeg er ramt’ og ‘vis nåde’, råbte de, som stadig var i live. De tiggede og bad soldaterne om at få lov til at komme op af grøften. Men soldaterne skød igen. Og igen.
Derefter husker Qui intet.
“Jeg mærkede en varm, nærmest brændende følelse brede sig fra benet og ud i resten af kroppen. Så besvimede jeg,” fortæller Sa Thi Qui.
Hun var blandt de ganske få indbyggere i My Lai, som overlevede mødet med amerikanerne den dag, og af dem, som blev smidt ned i grøften og skudt, overlevede ud over Qui kun tre af landsbyens beboere.
Qui var blevet skudt i benet, og da hun vågnede klokken fem om eftermiddagen, havde hun svært ved at trække vejret. Adskillige af hendes venner og familiemedlemmer fra landsbyen var landet oven på hende i grøften, og hun måtte fjerne ligene af dem for at komme fri. Hendes tøj var fyldt med blod, og blodpølene rundt omkring var begyndt at størkne i eftermiddagssolen.
Smerten i benet var uudholdelig, og Qui rystede voldsomt, men det lykkedes hende at kravle ud af grøften og over til det sted, hvor hendes hus havde stået. Det var forsvundet.
“Andre overlevende begyndte at komme ind fra markerne, hvor de havde holdt sig skjult, og de hjalp mig til hospitalet,” fortæller Sa Thi Qui, som stadig halter på grund af det skudsår, hun fik i benet for 37 år siden.
Nixon desperat
Først mere end halvandet år senere, i november 1969, slap nyheden om Charlie-kompagniets massakre på uskyldige civile ud i de amerikanske nyhedsmedier.
Amerikanernes anden månelanding blev pillet af avisernes forsider og erstattet af makabre billeder ledsaget af historier om begivenhederne i My Lai. Samtidig fandt tv-stationerne frem til nogle af soldaterne fra My Lai og krydsforhørte dem i direkte nyhedsudsendelser, mens forældre og børn ventede spændt på at høre nyt om Apollo 12’s månelanding.
De foregående år var krigsmodstanden i USA vokset i takt med, at flere og flere ubehagelige billeder nåede avisernes forsider og tv-stationernes nyhedsudsendelser. Folk så billeder af fanger, som blev tortureret, skræmte børn, som var blevet ramt af amerikanernes napalm og familier, som grædende så til, mens deres huse og landsbyer blev brændt ned. Alt sammen i en krig, som kostede 30 milliarder dollar om året og 200 unge, amerikanske liv om ugen.
My Lai-massakren gav de nationale protester mod krigen ekstra næring, og splittelsen i det amerikanske samfund voksede til hidtil usete højder.
Præsident Richard Nixon blev mere og mere desperat for at fremvise et forenet Amerika over for Hanoi, som han planlagde at indlede fredsforhandlinger med, og over for USA’s potentielt fremtidige allierede.
Daniel Patrick Moynihan, præsident Nixons rådgiver, var stærkt bekymret.
“Jeg frygter og gruer for, hvad dette vil gøre ved vores samfund, med mindre vi prøver at forstå det. Jeg tror, det vil være en stor fejl for præsidenten at være tavs, mens hæren og pressen gør sig til dommere. Og Amerika vil blive fordømt, med mindre vi sætter større tiltag i gang end dem, som kan nås med retssager,” skrev Moynihan i et personligt notat til præsidenten.
Blandt andet derfor gav Richard Nixon sit ord på, at de skyldige ville blive stillet til ansvar.
Kristus og Calley
Selv om flere undersøgelser konkluderede, at næsten 60 menige soldater og officerer var skyld i alvorlige krigsforbrydelser i My Lai, blev kun én - løjtnant William Calley - imidlertid dømt.
De juridiske beslutninger og retsforfølgelsen blev overladt til hærens eget apparat, og resten af sagerne blev droppet i stilhed, selv om nogle af soldaterne tilstod at have dræbt op mod 25 civile, ubevæbnede vietnamesere, heriblandt kvinder og børn. Lederen af Charlie-kompagniet, kaptajn Ernest Medina, blev desuden frikendt, selv om han erkendte at have tilbageholdt beviser, dækket over massakren og løjet om antallet af dræbte civile.
William Calley blev i 1971 idømt fængsel på livstid, men allerede efter tre dage beordrede Nixon ham overført til husarrest, og i 1974 blev han benådet.
På det tidspunkt var det blevet et folkekrav at få ham løsladt. Mange amerikanere - især på venstrefløjen og i antikrigsbevægelserne - mente, at han var blevet gjort til syndebuk, at han var et offer for en umoralsk krig, hvor de virkelige skurke var politikerne og generalerne. Andre - især på højrefløjen og i hæren - så Calley som en helt i kampen mod kommunismen og mente, at fængselsdommen fornærmede alle de amerikanske tropper, som kæmpede i Vietnam.
“Der var en korsfæstelse for 2.000 år siden af en mand ved navn Jesus Kristus. Jeg synes ikke, vi har brug for endnu en korsfæstelse af en mand ved navn William Calley,” sagde Michael Lord, en lokal præst, som deltog i demonstrationer til fordel for Calley i Columbus.
Under hele retsforfølgelsen forholdt Det Hvide Hus sig tavst, blandt andet på opfordring af Henry Kissinger, som på det tidspunkt var præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver.
“At gøre mere på nuværende tidspunkt vil primært føje mere og unødig opmærksomhed på episoden”, skrev han i et notat til Nixon.
Efter Calleys benådning afsonede andre amerikanske soldater, som havde deltaget i Vietnamkrigen og var blevet dømt ved en militærdomstol, stadig domme i amerikanske fængsler - blandt andre en oberst, som havde fået tre års fængsel for at ryge en joint. 80 soldater sad desuden i fængsel dømt for mord på civile vietnamesere.
På det tidspunkt var offentlighedens massive fokus på My Lai allerede forsvundet. Kort tid efter afsløringen af massakren begyndte præsident Nixon at trække de amerikanske tropper hjem, og kritikken af soldaternes opførsel i den vietnamesiske landsby ebbede langsomt ud. USA begyndte at fokusere på præsidentvalg - et præsidentvalg, som gav overbevisende genvalg til Richard Nixon i 1972.
Kan ske for enhver
Soldaterne, som deltog i My Lai-massakren har mange år efter selv forsøgt at forklare, hvorfor det gik så galt den 16. marts 1968.
Charlie-kompagniet var flere gange blevet beskudt i området omkring My Lai, og flere af kompagniets soldater var blevet dræbt og såret af snigskytter og lureminer.
“Et ønske om hævn begyndte at brede sig til også at omfatte folk i landsbyerne, fordi vi følte, at de alle sammen - uanset om de var kvinder, gamle mænd, mænd i militæralderen eller børn - var en del af problemet,” forklarede sergent Kenneth Hodges mere end 20 år efter massakren.
Varnado Simpson, som deltog aktivt i massakren, så soldaternes opførsel som en nærmest uundgåelig reaktion i en krig.
“Den dag i My Lai var jeg personligt ansvarlig for at dræbe 25 mennesker. Personligt. Gamle mænd, kvinder, børn, alt. Fra at skyde dem til at skære halsen over på dem, skalpere dem, skære deres hænder af, skære deres tunger ud. Jeg gjorde det. Da jeg først kom i gang, kom hele træningen, hele programmeringen til at dræbe, bare frem. Det kan ske, hvis du går i krig. Det er den slags ting, der vil ske og kan ske for enhver,” sagde Varnado Simpson, da han i 1992 blev interviewet til dokumentarprogrammet Fire timer i My Lai.
I sin erindringsbog, Body Count, udtrykker William Calley en lignende efterrationalisering. Desuden var det uklart for soldaterne, hvad de kæmpede imod i Vietnam, mener Calley.
“I virkeligheden var vi ikke i My Lai for at dræbe mennesker. Vi var der for at dræbe en ideologi. For at ødelægge kommunisme. Jeg så vel på kommunisme, som en sydstatsmand ser på en neger. Det er ondt. Det er dårligt. Da mine tropper blev massakreret af en fjende, jeg ikke kunne se, jeg ikke kunne føle og ikke kunne røre, beskrev ingen i militæret den nogen sinde som andet end kommunisme. De gav den ingen race, intet køn, ingen alder,” skriver Calley i bogen.
En helt ny landsby
Efter at have begravet de døde flygtede alle overlevende fra My Lai, og i mange år lå landsbyen fuldstændig øde hen. Først efter Vietnamkrigens afslutning i 1975 vendte livet tilbage, og i dag er en ny landsby bygget op omkring de overlevende fra massakren.
Rismarkerne, som blev oversvømmet med saltvand under krigen, er blevet genetableret, og nye brønde er blevet gravet som erstatning for de brønde, som blev ødelagt og forgiftet af amerikanerne.
Den grøft, som Sa Thi Qui om eftermiddagen kravlede op af, og hvor i alt 170 af landsbyens beboere blev fundet dræbt, er i dag en vandingskanal, som forsyner de omkringliggende rismarker i tørre perioder, og Sa Thi Qui, som bor et par hundrede meter derfra, kommer der hver dag for at samle græs til sine køer.
“Jeg er selvfølgelig stadig vred på de amerikanere, som skød - på de soldater, som dræbte så mange mennesker, som dræbte min familie. Det var jo uskyldige mennesker, som ikke gjorde nogen fortræd. Men jeg er ikke længere vred på amerikanerne som sådan. Nogle er venlige, og andre er aggressive, sådan vil det jo altid være,” siger Sa Thi Qui.
Tilgivet, men ikke glemt
29-årige Kieu er som de fleste af landsbyens indbyggere i dag født efter Vietnamkrigens afslutning i 1975. Hendes mor overlevede ligesom Sa Thi Qui massakren, men fem af hendes mors slægtninge, inklusive Kieus bedstemor, blev dræbt. Kieu mener, det er vigtigt, at historien bliver husket og fortalt videre, så fremtidige generationer kan tage ved lære.
“Vi vil helst ikke huske massakren. Vi vil ikke dvæle ved fortiden, for det er vigtigt at se fremad. Derfor fortæller vi ikke historien videre, fordi vi hader amerikanerne - dem har vi forlængst tilgivet - men fordi vi tænker på fremtiden og på, at børnene og de unge i landsbyen skal lære af fortiden,” siger Kieu.
Historien om, hvad der skete i My Lai den 16. marts 1968 er en obligatorisk del af undervisningen i historie-timerne, og skoleklasser fra hele Quang Ngai-provinsen i det centrale Vietnam kommer på besøg for at få fortalt historien, fortæller hun.
12.000 turister besøger desuden My Lai hvert år. Den største gruppe er amerikanere, heriblandt mange Vietnamveteraner, som føler med ofrene og ønsker at danne sig et billede af livet i den lille landsby, som deres soldaterkammerater og landsmænd var ansvarlige for at ødelægge i 1968.
De amerikanske soldater, som deltog i massakren, behøver til gengæld ikke at besøge landsbyen igen. For dem forsvandt billederne af My Lai og begivenhederne den 16. marts 1968 aldrig.
Varnado Simpson, som erkendte at have dræbt 25 kvinder, børn og gamle mænd den dag, fik ikke et roligt øjeblik siden.
“Kan du forestille dig, hvad det vil sige at dræbe 500 mennesker på fire timer? Det er præcis ligesom gaskamrene - det som Hitler gjorde. Jeg skammer mig, jeg er ked af det, jeg har skyldfølelse. Men jeg gjorde det. Hvad andet kan jeg sige? Men jeg kan ikke tilgive mig selv for de ting, jeg gjorde - hvordan skal jeg kunne glemme det - eller tilgive,” sagde Varnado Simpson 22 år efter massakren.
Han forsøgte at begå selvmord tre gange, før det til sidst lykkedes i 1997.
Page updated
Report abuse