Derfor er krigen så svær at kritisere

I en kronik i Politiken skriver cand. mag. David Vestenskov fra Forsvarsakademiet, at »For hver Mads Silberg, Carsten Jensen graver frem, kan der graves mindst ti andre soldater frem, der mener, at deres indsats har nyttet«.

David Vestenskov nævner mig, fordi jeg er en af de få soldater, der med navns nævnelse er trådt frem med en kritik af den danske indsats i Afghanistan. Det har jeg gjort i en artikelserie i Politiken og også i en kronik.

Jeg var udstationeret i Armadillo som Cimic-officer på det sidste hold, som opererede i området, før lejren blev lukket ned i 2010.

Det er en letkøbt påstand, David Vestenskov præsenterer. For det første, fordi han ikke har gjort sig ulejligheden at finde ti soldater, der kan bekræfte ham. For det andet, fordi han ikke demonstrerer det store kendskab til, hvordan den professionelle soldats psyke fungerer, heller ikke efter at han har opholdt sig syv hele dage i Camp Bastion og Camp Price.

Det er rigtigt, at det er påfaldende få soldater, som offentligt har kritiseret vores krigsindsats i Afghanistan. Men årsagerne er nogle helt andre, end Vestenskov tror. Det er ikke, fordi vi nødvendigvis alle sammen bifalder den måde, krigen er blevet ført på.

Som professionel soldat er det svært at skulle forholde sig kritisk – offentligt især – til den eller de missioner, man har været udsendt til. Der er flere faktorer, som spiller ind, og det både før, under og efter udsendelsen. Jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer med fire udsendelser til tre forskellige missionsområder. Jeg var udsendt to gange som ung sergent til Kroatien i midten af halvfemserne. Yderligere to gange, hvor jeg i mellemtiden var blevet familiefar med kone og tre drenge. Den seneste gik som nævnt til Afghanistan i 2010.

Før missionen fokuserer man sin energi på at forberede sig i forhold til den opgave, man skal løse i missionen, og på sin familie. De skal jo gerne kunne fungere under ens fravær, praktisk såvel som emotionelt. For mange starter forberedelserne helt op til et år før udsendelsen, hvor man er meget væk fra hjemmet på diverse øvelser og kurser. Man forbereder sig på at tage af sted for at løse en opgave under forhold, hvor der er en potentiel risiko for, at man vender tilbage til sine kære med ar på sjælen. Man kan miste lemmer, ja, endda livet.

Der er meget sandhed i klicheen om, at man som soldat kæmper for sin makker og ikke for et højere formål

For at retfærdiggøre de omkostninger, som en sådan udsendelse har og i værste fald kan få, for dig selv, men især for dine nærmeste, er det essentielt, at man finder en mening med den opgave, man er sat til at løse. Jo farligere den opgave er, som man skal ned og løse, jo vigtigere er det, at den giver mening og nytter. Alt afhængig af hvem man er, hvor gammel man er i tjenesten, og hvilken opgave man skal løse, er ’punktet’, hvor man finder meningen, forskelligt.

Jeg selv har efter 20 års tjeneste ’ræsonneret’ mig frem til, at jeg, som udgangspunkt, stoler på, at jeg selv og mine medborgere udnytter vores grundlovssikrede ret til at sætte kryds på stemmesedlen ud for de politikere, vi mener er mest kompetente, og som i sidste ende skal forvalte, hvor, hvornår og hvorledes jeg og mine kolleger skal indsættes. Så skal jeg nok løse den opgave, jeg får udstukket, og hvis der en dag kommer en opgave, jeg ikke kan forlige mig med, må jeg jo tage min ansættelse op til overvejelse. Jeg stoler med andre ord på, at politikerne ved, hvad de gør.

Under missionen fokuserer man på at løse sin opgave i forhold til de ordrer og retningslinjer, man får udstukket undervejs. Det ligger i militærets natur, at når krigen raser på det taktiske niveau, er der ikke meget plads til at stille kritiske spørgsmål og tage alt for lange snakke om, hvorvidt det, vi foretager os, overhovedet giver mening.

Det er her, førerne skal vise deres værd og træffe beslutninger på så oplyst et grundlag, som situationen og de forhåndenværende midler nu tillader. Samtidig skal man holde humøret oppe hos sig selv, sine kammerater og ikke mindst sine pårørende derhjemme. Igen er det vigtigt for kampgejsten og moralen, at der er mening og nytte i det, man foretager sig, og om nødvendigt finder man sin ’egen’ mening.

Der er meget sandhed i klicheen om, at man som soldat kæmper for sin makker og ikke for et højere formål. Når først kuglerne flyver, IED’erne går af om ørerne på dig, og dine kammerater bliver såret eller dør, rykker man sammen om det, som giver mening, og den mening er din makker, ham, som dækker din ryg og vil give sit liv for at redde dit.

Efter missionen skal man så ’komme hjem igen’, og det er den sværeste del af en udsendelse. Klarer man ikke den del, er man ilde stedt.

Man skal hjem og se sine nærmeste i øjnene og forholde sig til, hvordan de har haft det, imens man har været væk. Samtidig med at man skal forholde sig til sig selv og det, man har oplevet i løbet af det halve år. Man har måske mistet kammerater, set folk, man holdt af, blive såret og sendt hjem. Man har været bange, som man aldrig har været bange før. Man har savnet, som man aldrig har savnet før, samtidig med at man har haft nogle af de vildeste og fedeste oplevelser nogensinde. Man har følt sig døden nær, og man har følt sig i live, som man aldrig har følt sig i live før.

Alle de følelser skal man håndtere, imens man skal tilpasse sig dagligdagen i Danmark. En tilpasning, som gerne må gå så hurtigt som muligt, for dine venner, kolleger og din familie bliver hurtigt trætte af at høre om dine oplevelser i en krig, de har et meget fjernt forhold til, og som heller ikke længere har den store bevågenhed i offentligheden. Din familie har måske endda et meget anstrengt forhold til den krig og føler dybest set, at du har svigtet dem. Ængsteligheden for, om de nogen sinde fik dig at se igen, har måske belastet dem i en sådan grad at, de skal behandles for det.

Man opfordres til at søge psykolog, »man skal holde sin psyke ved lige, fuldstændig som man skal passe på sin krop. Hvis der opstår en skade, skal den behandles«. Man opfordres til at snakke og snakke om sine oplevelser, »det er det eneste, som hjælper, få det ud af kroppen«. Problemet er bare, at de oplevelser, man har brug for at få snakket om, ikke har den store underholdningsværdi ved middagsbordet.

Jeg var udsendt to gange som ung sergent til Kroatien i midten af halvfemserne. Yderligere to gange, hvor jeg i mellemtiden var blevet familiefar med kone og tre drenge

Det fremkalder ikke ligefrem de store smil og genkendelsesudbrud, når du fortæller om dengang, X blev dræbt, eller hvad du følte, da du var med til at forbinde Y, efter at han var blevet såret. Psykologbehandling er fint. Det er rart at tale om sig selv og sine følelser, og psykologerne er rigtig dygtige til at stille de rigtige spørgsmål og fremkalde de rigtige reaktioner. Men når sessionen er slut, er du ’alene’ igen.

Offentligheden levner heller ikke krigen megen opmærksomhed. Der er selvfølgelig flagdagen, hvor du og dine kolleger hædres for jeres indsats, men det føles hult og tomt at høre på de forblommede ord fra politikere og generaler, som alligevel ikke rigtig forstår, hvad det drejer sig om. Når medierne endelig beskæftiger sig med krigen, er det altid med negativ kritik, og kendsgerningerne bliver fordrejet af sensationshungrende revolverjournalister uden respekt for det komplicerede emne.

Man opbygger langsomt en fornemmelse af, at det kun er dem, som man har været udsendt med, som forstår. Du føler, at når nogen kritiserer krigen, kritiserer de også dig og dine kammerater, som har kæmpet i krigen, »alle dem, som ikke har været der, skal bare holde kæft og lade være med at udtale sig om noget, de ikke har forstand på«. Det er sådan, du ender med at føle.

Når vi sender vores soldater ud at slås, er krigen et offentligt anliggende. Men når de kommer hjem og skal finde deres plads i samfundet igen, er den lige pludselig blevet et privat anliggende. Du har været i krig og kæmpet for dit og dine kammeraters liv, men den vigtigste kamp må du tage alene.

På den baggrund er det de færreste soldater, der har lyst til at forholde sig alt for kritisk til det, de har været igennem, og da slet ikke offentligt. Hvem kan se sin familie i øjnene og degradere deres afsavn og uro? Hvem kan se sig selv i øjnene og sige: »Du risikerede at gøre dine børn faderløse til ingen verdens nytte?«.

Så at påstå, at man for hver, som hævder det modsatte, kan finde ti gange så mange soldater, som vil hævde, at deres indsats har nyttet,det er for letkøbt!

Hvis David Vestenskovs cv ellers står til troende, er han om nogen den rette person til at levere et længe savnet indspark i den nærmest ikkeeksisterende debat om krigen i Afghanistan og den danske deltagelse deri. En ’debat’, hvor indlæggene indtil nu stort set kun er kommet fra forfattere, som efterfølgende skydes i skoene, at de er pacifister, frelste gammelkommunister og generelt nogle venstreorienterede lurendrejere, en retorik, som David Vestenskov også gerne benytter sig af.

Cand.mag. i historie og retorik og forskningsassistent ved Forsvarsakademiet, med specialiseret viden inden for emner som Afghanistan, islam i politik, amerikansk udenrigspolitik og efterretningsvirksomhed, et cv, der fordrer, at man som læser godt kan tillade sig at skrue sine forventninger op til et intelligent, velargumenteret og veldokumenteret indlæg. Som medarbejder ved Forsvarsakademiet har David Vestenskov ydermere adgang til et stort netværk af veluddannede kolleger, som ikke laver andet end at forske i krig og konflikt og således er i stand til at levere ham yderst kvalificeret støtte.

Desværre lever David Vestenskov langtfra op til forventningerne og sin – som udgangspunkt – høje troværdighed. Han forpasser en gylden mulighed for at levere det i ovennævnte intelligente, velargumenterede og veldokumenterede indspark, som kunne have løftet debatten.

I stedet for udfører han snarere et ’frispark’ på Carsten Jensen og andre kritikere af krigen og trækker dermed debatten ned på et niveau, hvor den ikke hører hjemme. Kroniken fremstår rodet, tvivlsomt dokumenteret, og budskabet er noget ’mudret’, ud over at kritikere af krigen er en flok frelste pacifister, som bare bruger de ’stakkels’ soldater som gidsler for deres egne synspunkter.

Du har været i krig og kæmpet for dit og dine kammeraters liv, men den vigtigste kamp må du tage alene

Carsten Jensens omfattende kildemateriale affejes, og læserne advares generelt mod at tage hans kritiske synspunkter alvorligt. David Vestenskov har helt ret i, at kildekritik er vigtigt, men det ville da have været befriende, hvis han havde udvist et minimum af professionel integritet og respekt for emnets alvor samt Carsten Jensens arbejdsindsats ved rent faktisk at have læst hans kilder og efterfølgende forholdt sig til dem.

Det har han måske også gjort, og lige præcis derfor er hans Kronik så tandløs og skinger i sit forsøg på at nedgøre Carsten Jensen og alle andre kritikere. Problemet i en nøddeskal er, at Carsten Jensens kilder er yderst troværdige og veldokumenterede, hvorimod det forholder sig stik modsat med kilder, som antager det modsatte standpunkt.

Når man tager i betragtning, at David Vestenskov starter sin Kronik med at rose Carsten Jensen for at være underholdende og knivskarp i sit budskab, syntes jeg, at han spilder utrolig meget spalteplads på at nedgøre Carsten Jensen og f.eks. skyde ham i skoene, at han er pacifist. Dette i en så høj grad, at man tvivler på, om han overhovedet har læst Carsten Jensens Kroniker.

Der er ikke så meget som én strofe i dem, som angiver, om han er imod krigen i Afghanistan, og hvorvidt han mener, at vi skal trække vores soldater hjem (Carsten Jensen var rent faktisk tilhænger af krigen og dens oprindelige formål). Hans omfattende kritik går udelukkende på måden, som krigen er blevet ført og håndteret på, af højtstående militærfolk såvel som af politikere.

David Vestenskov fremhæver ydermere, at kritikken er letkøbt, og det har han da 100 procent ret i, bare ikke på den måde, han selv tror. Kritikken er letkøbt, fordi der er så uendelig meget at kritisere og så uendelig lidt at rose. Vi har været i krig i landet i snart 12 år!!! I forhold til hvad vi har investeret af blod, sved, tårer, tid og penge, taler resultaterne vist for sig selv.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg synes, at Carsten Jensen har forfattet to Kroniker, som afkræver respekt, uanset om man synes, at han er fornøjelig og knivskarp, eller man betragter ham som en pacifistisk gammelkommunist, der lever fedt af sin statsstøtte, imens han udspyr sine frelste lænestolsanalyser til højre og venstre.

Han har skrevet to Kroniker, som afdækker nogle hårrejsende problematikker ved krigen i Afghanistan, problematikker, som får skræmmende lidt opmærksomhed i den danske offentlighed, både fra vores medier og fra vores beslutningstagere. En krig, som efterhånden har udviklet sig fra et offentligt anliggende for hele Danmark til at være et privat anliggende for de involverede soldater og deres pårørende.

Carsten Jensen udviser en eksemplarisk respekt for emnets alvor og de mennesker, som har betalt den højeste pris for vores deltagelse i krigen. En respekt, som udmønter sig i, at han nægter at lade debatten dø, og at han rent faktisk sætter sig ordentligt ind i sagerne, inden han ’fatter pennen’, et eksempel, som det ville klæde David Vestenskov at efterfølge.