Kilde: Civilisationernes sammenstød, 1993

Sam­u­el P. Hun­ting­ton var rådgiver for den amerikanske præ­si­dent John­son i 1960´erne og se­ne­re di­rek­tør for et in­sti­tut for stra­te­gis­ke stu­di­er ved Har­vard-uni­ver­site­tet. I dette uddrag beskriver Huntington, hvad han forstår ved en civilisation.

Ci­vil­isa­tio­ner­nes na­tur

Men hvad skal vi for­stå ved or­det en ci­vil­isa­tion? En ci­vil­isa­tion er en kul­tu­rel en­hed. Lands­by­er, re­gio­ner, et­nis­ke grup­per, na­tio­na­lite­ter og re­li­gi­ø­se grup­per har alle en ka­rak­te­ris­tisk kul­tur med hver sit ni­veau for kul­tu­rel­le for­skel­lig­he­der. Kul­tu­ren i en lands­by i det syd­li­ge Ita­li­en kan være me­get for­skel­lig fra den, der fin­des i en nord­ita­li­ensk, men beg­ge vil de have del i en fæl­les ita­li­ensk kul­tur, som gør dem for­skel­li­ge fra tys­ke lands­by­er. De eur­op­æ­is­ke sam­fund har på de­res side del i fæl­les kul­tu­rel­le træk, som ad­skil­ler dem fra ara­bis­ke el­ler ki­ne­sis­ke sam­fund, hvor­imod ara­be­re, ki­ne­se­re og ves­ter­læn­dinge ikke har del i no­get over­ord­net kul­tu­relt fæl­les­skab. De ud­gør ci­vil­isa­tio­ner­ne. En ci­vil­isa­tion er der­for den mest over­ord­ne­de kul­tu­rel­le grup­pe­ring af fol­ke­slag og det bre­dest mu­li­ge ni­veau for kul­tu­rel iden­titet, som et folk kan have, når man ser bort fra det, der ad­skil­ler men­nes­ker fra de an­dre ar­ter. Den de­fi­ne­res både af fæl­les ob­jek­ti­ve ele­men­ter så­som ­sprog, his­to­rie, re­li­gion, va­ner, in­sti­tu­tio­ner og af fol­kets sub­jek­ti­ve op­le­vel­se af iden­ti­fi­ka­tion.

Fra: Carl-Johan Bryld og Harry Haue, Kilder til Den Nye Verden, Systime 1997, s. 222-223