Samuel P. Huntington var rådgiver for den amerikanske præsident Johnson i 1960´erne og senere direktør for et institut for strategiske studier ved Harvard-universitetet. I dette uddrag beskriver Huntington, hvad han forstår ved en civilisation.
Civilisationernes natur
Men hvad skal vi forstå ved ordet en civilisation? En civilisation er en kulturel enhed. Landsbyer, regioner, etniske grupper, nationaliteter og religiøse grupper har alle en karakteristisk kultur med hver sit niveau for kulturelle forskelligheder. Kulturen i en landsby i det sydlige Italien kan være meget forskellig fra den, der findes i en norditaliensk, men begge vil de have del i en fælles italiensk kultur, som gør dem forskellige fra tyske landsbyer. De europæiske samfund har på deres side del i fælles kulturelle træk, som adskiller dem fra arabiske eller kinesiske samfund, hvorimod arabere, kinesere og vesterlændinge ikke har del i noget overordnet kulturelt fællesskab. De udgør civilisationerne. En civilisation er derfor den mest overordnede kulturelle gruppering af folkeslag og det bredest mulige niveau for kulturel identitet, som et folk kan have, når man ser bort fra det, der adskiller mennesker fra de andre arter. Den defineres både af fælles objektive elementer såsom sprog, historie, religion, vaner, institutioner og af folkets subjektive oplevelse af identifikation.
Fra: Carl-Johan Bryld og Harry Haue, Kilder til Den Nye Verden, Systime 1997, s. 222-223