Skrevet af: Malene Steen Nielsen Flagga
Alexander Fleming opdager penicillin ved et rent tilfælde i en glemt petriskål med mug i. Den simple opdagelse baner vejen for udvikling af antibiotika, som kan bekæmpe infektioner og
betændelse. Før Anden Verdenskrig kunne en simpel halsbetændelse være dødbringende. Den kunne sprede sig til lungerne og resten af kroppen, og lægerne var magtesløse.
Flemings opdagelse er et rent tilfælde
"Alexander Fleming kommer hjem fra ferie i 1928," forklarer Lars Ole Andersen, ekstern lektor ved
Medicinsk Museion. "Han opdager, at der er groet mug, som har dræbt bakterierne i en petriskål, som han ikke har fået gjort rent." Fleming isolerer en prøve af muggen og opdager, at det er "Penicillium notatum".
Oxford-forskere skal finde medicin mod infektioner
Under Første Verdenskrig havde betændte sår krævet et enormt antal ofre på lazaretterne. To forskere fra Oxford Universitet, Howard Florey og Ernst Chain, får derfor til opgave at finde medicin, der kan behandle soldaternes sår i fremtiden.
1945: Læge giver en patient penicillin mod meningtis på et evakueringshospital i Luxembourg.
De hører om Flemings opdagelse, indser potentialet og har midlerne til at dyrke hele kolonier af penicillium-muggen. Nu kan forskerne isolere den aktive antibiotika i så store mængder, at de kan afprøve penicillin på patienter med alvorlige infektioner.
Penicillin er i starten svært at producere
"Det store problem med penicillin i starten er, at man ikke kan producere det i store mængder," fortæller Lars Ole Andersen. "Det er først i løbet af Anden Verdenskrig, at man får store mængder nok. Det skete tit i begyndelsen, at man gav det til patienter, som fik det bedre og bedre - men så løb man tør for penicillin, og så døde patienterne alligevel. Det er først under Anden Verdenskrig, at man udvikler effektive produktionsapparater." Produktionen af penicillin får højeste prioritet under WWII og både Englands, Ruslands og USA's farmaceutiske fabrikker producerede enorme mængder af stoffet.
Penicillin findes i luften
Fleming opdagede, at pencillin kunne dræbe bakterier, men faktisk er det gammel viden.
Vidste du...
... at allerede i 1871 bemærkede den engelske kirurg Joseph Lister, at visse typer mug kunne mindske væksten af mikrober? Men han indså ikke betydningen af sin opdagelse og gjorde ikke mere ud af den sag.
"Penicillin findes i luften," fortæller Lars Ole Andersen. "Det er en slags sporesvamp. Det er ikke i store mængder, men det er der. I gamle dage, inden man vidste noget som helst om bakteriologi, sagde man i folkemunde, at hvis man havde et sår, var det godt at tage et gammelt spindelvæv fra en stald og lægge det på såret. I dag ved vi, at der faktisk tit er penicillin-svampe i de gamle spindelvæv, der hænger ude i laden. Især hvis de er trevlede og beskidte."
Alexander Flemings usædvanlige vej til bakteriologi
Hvis Alexander Flemings opdagelse af penicillin var rent helt, så var det samtidigt et rent tilfælde, at han blev bakteriolog. Alexander, kaldet Alec, blev født i en øde afsidesliggende del af Skotland i 1881, som den syvende blandt en flok på otte søskende. I den unge alder af 14, flytter Alec til London, tager en handelsskoleeksamen og arbejder en tid for et søfartsfirma.
Plakat fra WW II med råd til militærfolk fotæller, at penicillin dræber gonorré på fire timer.
Udlånt af US National Library of Medicine.
I 1900 bryder Boerkrigen ud i Sydafrika. De hollandske Boere (Akfrikaans) har fundet guld og diamanter, og den britiske kolonimagt forsøger nu at erobre det rige Transvaal-område. Alec og hans to brødre går ind i det skotske regiment, som viser sig at være mere en fritidsklub end en hær, hvor Alec og hans brødre træner med skydevåben, svømmer og endda spiller vandpolo. Alec bliver en fremragende skytte, og det skal senere få stor indflydelse på hans liv.
Alec starter et medicinstudie, og får topkarakterer ved adgangseksamen. Han kan vælge mellem et utal af skoler, men vælger St. Marys, hvor han specialiserer sig som kirurg. Men skal han have et job efter sin uddannelse, så skal han forlade skolen. Lederen af St. Marys riffelklub er desperat for at forbedre holdet, og han beder den ferme skytte Alec om at skifte til bakteriologi, så han kan blive. Det gør Alec. Resten er historie...