Oplysningstiden

Eksempel på udskiftning (udflyttet landsby) i Aarslev By. Efter udskiftnngen blev syv gårde flyttet ud, mens seks gårde forblev i landsbyen og fik jord i 'kileform', en såkaldt stjerneudskiftning.

I 1784 overtog kronprins Frederik magten fra sin sindssyge far Christian VII med et dynamisk team af oplysningstidens repræsentanter. Det satte skub i reformerne, og Den Store Landbrugskommision barslede med en række reformer, der fuldstændigt forandrede ejendoms- og produktionsforholdene i dansk landbrug. 1787 blev vidne til en lov, der sikrede bøndernes retsstilling over for godsejerne, og bønderne blev personligt frie, men den lov, der mere end nogen anden kom til at symbolisere landboreformerne, nemlig stavnsbåndets ophævelse, blev udstedt i 1788. I 1799 kom en lov, der fastsatte en øvre grænse for hoveri, og som fastslog, at der hvor hoveriet var afløst af en pengeydelse, kunne det ikke genindføres. Samtidig blev flere og flere godsejere interesserede i at sælge jorden til deres tidligere fæstebønder, og det gik så stærkt, at omkring 1815 var ca. 2/3 af bønderne selvejere. Konjunkturerne for landbruget var gode, og der opstod pengeinstitutter, der kunne hjælpe bønderne med de lån, der var nødvendige for at overtage bedrifterne. Endelig var skoleloven fra 1814 et resultat af den store reformperiode - undervisningspligt i 7 år og ret til gratis offentlig skolegang.

Indfødsretten 1776

Enevælden gav i perioder med svage konger muligheder for, at dynamiske embedsmænd kunne få overordentlig stor magt. I perioden 1770-72 regerede den tyske læge Johan Friederich Struensee i den sindssyge kong Christian VII's navn. Struensee havde stiftet bekendtskab med kongen, da denne var på dannelsesrejse i Europa. Struensee havde en beroligende indflydelse på den syge majestæt og blev hans livlæge. I den position fik han stor indflydelse på den danske regerings politik, indtil han fra 1770 stort set regerede alene i kongens navn. Struensee var under indflydelse af tidens oplysningstankegang og gennemførte et hav af reformer i den korte tid, han styrede landet.

Struensee havde også et intimt forhold til den sindssyge konges dronning Caroline Mathilde, og han fik et barn med hende. Han blev fældet ved et kup i begyndelsen af 1772, hvorefter han blev dømt efter kongeloven fra 1665, der fastsatte den højeste straf for majestætsforbrydelser. Struensee blev halshugget, radbrækket og sat på hjul og stejle til skræk og advarsel. De fleste af hans

Johann Friedrich Struensee Caroline Mathilde

reformer blev afskaffet, men man bibeholdt den trykkefrihed, som Struensee havde indført, og som var med til at fælde ham.

Som reaktion på Struensees tyske styre og det forhold, at store dele af den "danske" embedsadel var af tysk afstamning, indførte man i 1776 'Indfødsretten'. Denne lov betød, at man for at opnå et embede i helstaten Danmark-Norge, Slesvig og Holsten skulle være født i et af disse lande. Den danske helstat var en multinational og flerspoglig stat, hvor der blev talt dansk, norsk, tysk og frisisk. Det adskilte ikke folkeslagene, hvilket sprog de talte, for de var alle kongens undersåtter, og en egentlig nationalfølelse kendte man formodentlig ikke før i 1800-tallet.

Ytringsfriheden, i praksis trykkefrihed, blev udnyttet af fremskridtsvenlige borgerlige i det enevældige Danmark. Den oplyste enevælde var i sin praktiske politik lydhør over for den offentlige mening, der i disse år var under indflydelse af de store omvæltninger ude i verden. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og Frihedskrig og Den Franske Revolution satte nye standarder. Selv efter at Den Franske Revolution var gået ind i sin radikale periode, og efter at Ludvig XVI. og hans dronning var blevet henrettet i 1793, kunne man i Danmark skrive, hvad man ville, selv om mange kronede hoveder efter begivenhederne i Frankrig frygtede for en lignende udvikling i deres lande. Men i 1799 kom Trykkefrihedsforordningen, som betød censur. en del radikale danske skribenter blev ofre for denne lov. Nogle blev udvist af landet, andre blev fængslet i perioder, og atter andre blev underkastet livsvarig censur.

Udenrigspolitik 1720-1814

Danmark undgik at blive indblandet i 1700-tallets mange europæiske krige, og i slutningen af århundredet drog danske købmænd fordel af neutralitetspolitikken. Konflikterne mellem de europæiske stormagter gav danske skibe gode muligheder for at sejle med varer til og fra de krigsførende magter i en sådan grad, at perioden i slutningen af 1700-tallet kaldes den florissante, den blomstrende handelsperiode. Men på grund af den store europæiske konflikt, som var et resultat af revolutionskrigene, der gik over i napoleonskrigene, blev det stadigt vanskeligere for Danmark at opretholde den praksis, at danske skibe frit kunne sejle med varer til og fra de krigsførende magter. Den danske regering indførte en aktiv konvojeringspolitik og valgte at lade danske orlogsskibe ekskortere handelsskibene. Denne politik resulterede i sammenstød med England, der var verdens førende sømagt.

For ikke at stå alene i konflikten indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med de andre neutrale lande Sverige, Rusland og Preussen. England opfattede dette som en provokation, og i 1801 udrustede England en kæmpemæssig flåde, der sejlede ind i Østersøen for at ordne forholdene. Danmark havde på den tid en meget betydelig flåde, som dog ikke kunne sammenlignes med den engleske. I foråret 1801 kunne den svenske og russiske flåde ikke nå at komme til hjælp, og Danmark måtte alene tage det første slag for det væbnede neutralitetsforbund. Det resulterede i det berømte Slaget på Reden, hvor den danske flåde blev lagt i en flydende fæstningsvold uden for Københavns havn. Den engelske søhelt Nelson var næstkommanderende for den engelske flåde, og ved en kombination af overlegne styrker og krigslist sejrede englænderne i det store slag.