Israel-Palæstina-konflikten (1948-2012)

Mellemøsten har gennem tiderne påkaldt sig stor opmærksomhed, og regionen er i dag mere end nogensinde genstand for stor international bevågenhed. På mange måder er Palæstina og i særdeleshed Jerusalem omdrejningspunktet for denne interesse.

Den nuværende Israel-Palæstinakonflikt tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet, hvor mange jøder fra Rusland og Østeuropa rejste til Palæstina. Med den stigende indvandring var grunden lagt for en konflikt mellem jøder og bosiddende arabere (palæstinensere). Men konfliktens rødder går længere tilbage og omhandler især tre regioners kamp om den hellige by - Jerusalem.

I slutningen af 1800-tallet opstod der en jødisk bevægelse, zionismen, som ønskede at oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Zionisterne henviste til talemåden "Et land uden folk til et folk uden land", når de skulle forklare, hvorfor der skulle etableres en jødisk stat i Palæstina. Palæstina var dog ikke et land uden et folk, for på det tidspunkt boede formodentlig omkring en halv million arabiske beduiner og fattige daglejere i området.

Efter 1. verdenskrig, hvor England og Frankrig havde koloniseret området, begyndte araberne i området ligesom de indvandrede jøder at tale om at etablere deres egen stat. Folkeforbundet (forløberen for FN) mente, at de lokale folk burde have deres egne stater i området som afløsning for Det osmanniske Rige, som var brudt sammen under 1. verdenskrig. Den britiske udenrigsminister støttede med Balfour-erklæringen i 1917, at jøderne kunne få et hjemsted i Palæstina. Det var på den baggrund, at først Jordan, siden Irak og derefter Syrien og Libanon blev skabt. Tilbage var landområdet Palæstina, og her var der begyndt at opstå stridigheder mellem de arabiske indbyggere og de jødiske indvandrere. Under 2. verdenskrig forsøgte englænderne derfor at mindske den jødiske indvandring, men efter krigens afslutning rejste tusindvis af jøder ind i området. De havde overlevet nazismens jødeudryddelser i Europa, og der var stor forståelse for, at de ønskede at begynde et nyt liv i et andet område. FN vedtog herefter den delingsplan, som medførte oprettelsen af staten Israel 14. maj 1948, og som betød et reelt krigsudbrud dagen efter.

I 1948 vedtog FN at anerkende en israelsk stat i dele af det område, der i dag er Israel. FN lavede allerede i 1947 en delingsplan, der opdelte Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne, som udgjorde 33% af befolkningen og ejede mindre end 10 % af jorden, skulle have omkring 56 % af Palæstina, mens palæstinenserne skulle have de resterende 44 %. Israelerne var tilfredse med denne fordeling, men palæstinenserne mente, at de havde ret til en stat i hele Palæstina, og derfor afslog de FN's forsalg. Palæstinenserne blev bakket op af de arabiske nabolande, hvilket førte til en række krige op gennem de kommende årtier.

Anvendt litteratur:

1. Wive Mortensen, Henrik m.fl.: ”Israel Palæstina – historie, samfund, religion”, Systime, 2014
2. Harket, Håkon: “Den profestiske pampflet”, d. 10/3-96
3. Leksikon.org
4. Israel-online.dk

Film/dokumentar:

1. Promises
2. Monte Carlo elsker jøder, afsnit 1