Det arabiske forår og Danmark

Danmark og den kolde krig

Danmark var i 1949 blevet medlem af den vestlige forsvarsalliance NATO og havde dermed opgivet at være neutral i konflikten mellem USA og Sovjetunionen. Selv om Danmark gennem de næste årtier forblev loyal over for USA, var de danske politikere ikke altid enige om forsvarsudgifternes størrelse og graden af engagement inden for NATO-samarbejdet. I 1982 fik Danmark en borgerlig regering under ledelse af den konservative statsminister Poul Schlüter. Regeringen var en mindretalsregering, og dets støtteparti, Det radikale Venstre, dannede sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjspartierne et alternativt flertal, som pålagde regeringen at gøre indsigelser mod NATO´s planer om yderligere atomoprustning. Denne politik blev kaldt ”fodnotepolitikken”, fordi regeringen mod sin vilje måtte repræsentere folketingsflertallets synspunkter på NATO-møderne. Det var til stor irritation for den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra Venstre, som på NATO-topmøder mod sin vilje gang på gang måtte kræve, at der i forbindelse med en NATO-beslutning blev anført en fodnote om Danmarks forbehold. Fodnotepolitikken sluttede i 1988, da den borgerlige regering udskrev valg, og folketinget fik en anden sammensætning.

Efter den kolde krigs ophør begyndte en mere aktivistisk periode i dansk udenrigspolitik. Både den borgerlige regering under Poul Schlüter og den efterfølgende socialdemokratisk-radikale regering under Poul Nyrup Rasmussen engagerede sig i de baltiske landes uafhængighedskamp. De baltiske lande var endnu i 1990 en del af Sovjetunionen, men da den kommunistiske supermagt året efter brød sammen, var Danmark hurtig til at anerkende småstaterne. I Mellemøsten, hvor Irak angreb Kuwait i 1990, og på Balkan, hvor den jugoslaviske borgerkrig hærgede i perioden 1992-1995, deltog Danmark med militære styrker i et mindre omfang. Hovedmålet med den danske krigsdeltagelse var at vise, at man var villig til at kæmpe for menneskerettigheder og gennemførelsen af internationale retsprincipper.

Korvetten Olfert Fischer i Den Persiske Golf 1990. Foto: Polfoto. Fra denstoredanske.dk

Aktiv internationalisme

Terrorangrebet 11. september 2001 og en venstre-konservativ overtagelse af regeringsmagten i november 2001 blev begyndelsen på en mere USA-orienteret og militaristisk dansk udenrigspolitik. Allerede i oktober måned 2001 indledte USA en krig mod Taleban-regimet i Afghanistan, som havde forbindelse til terrornetværket al-Qaeda. Et bredt flertal i det danske folketing besluttede at støtte USA. FN oprettede desuden en sikkerhedsstyrke, som i 2003 overlod ansvaret til NATO. Det danske bidrag havde store konsekvenser for de udsendte tropper, da Taleban-regimet ganske vist blev afsat, men fortsatte kampen, især i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, hvor den danske sikringsstyrke opholdt sig. Flere end 40 danske soldater mistede livet som følge af vejsidebomber og attentater. I februar 2011 blev det besluttet, at danske styrker fra 2014 ikke længere skulle have kampopgaver i Afghanistan.

Efter at Taleban-styret i Afghanistan var besejret, rettede USA blikket mod Iraks diktator Saddam Hussein. Efter Kuwait-krigen i 1991 var Irak af FN blevet pålagt en række sanktioner, der bl.a. forbød landet at besidde eller fremstille masseødelæggelsesvåben. Efterretningskilder i USA mente at kunne dokumentere, at Saddam Hussein havde sådanne våben og desuden havde samarbejdet med al-Qaeda. Selv om FN ikke godkendte en militær aktion mod Irak, valgte USA alligevel at angribe i marts 2003 med støtte fra en række lande, heriblandt Danmark. I det danske folketing var ikke alle partier enige i beslutningen, men statsminister Anders Fogh Rasmussens støtteparti Dansk Folkeparti blev tungen på vægtskålen. Danmark deltog i krigen med undervandsbåden Sælen og korvetten Olfert Fischer. Efter den hurtige sejr over Saddam Husseins tropper blev det i efteråret 2003 besluttet af sende en 500 mand stor sikringsstyrke til Basra-regionen i det sydlige Irak, hvor de danske tropper skulle sikre genopbygningen af landet.

Det arabiske initiativ

Den danske regering engagerede sig også på mere fredelige måder i Mellemøsten. I 2003 iværksattes ”Det Arabiske Initiativ” som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika. Regeringen indledte et formelt partnerskabssamarbejde med en række arabiske lande - i 2004 med Egypten, Jordan og Yemen og fra 2005 med Algeriet, Marokko og Syrien. Som et konkret udtryk for initiativet blev Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut etableret i Cairo i 2005. Visionen om at fremme demokratiet i Mellemøsten fik dog et tilbageslag, efter at den såkaldte Muhammed-krise i 2005-06 førte til store demonstrationer og afbrænding af danske flag i en række muslimske lande. Anledningen var Jyllands-Postens opfordring til en række tegnere om at tegne profeten Muhammed for at afprøve grænserne for ytringsfriheden, hvilket mange muslimer reagerede voldsomt på. Da en delegation af danske muslimer rejste til Egypten, Libanon og Syrien for at få støtte til deres protest mod tegningerne, udviklede situationen sig dramatisk. Danske varer blev boykottet, og i februar 2006 blev danske ambassader og konsulater i Syrien, Libanon og Iran angrebet og sat i brand. Herefter ebbede krisen ud.

Det arabiske forår brød ud i december 2010 og bredte sig også til Libyen, hvor diktatoren Muammar Gaddafi siden 1969 havde hersket. I marts 2011 satte Gaddafi en voldsom modoffensiv ind mod oprørerne, og FN vedtog en resolution, der gav medlemmerne mandat til at beskytte civilbefolkningen i Libyen. En koalition af 22 lande, især fra NATO og EU, herunder Danmark, påtog sig opgaven. I de næste måneder foretog bl.a. danske F-16 fly bombetogter mod Gadaffis tropper, som i oktober 2011 endeligt blev besejret.

Et dansk F-16 fly letter fra Sigonella-basen på Sicilien. Foto af Max Rossi i Berlingske Tidende 22.3. 2011

Som led i finanslovsaftalen for 2011 skiftede Det Arabiske Initiativ navn til Partnerskab for Dialog og Reform. Det fik dog sit oprindelige navn tilbage, da den nyvalgte regering bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og SF under ledelse af Helle Thorning-Schmidt i december 2011 iværksatte en styrket indsats inden for Det Arabiske Initiativ. Udenrigsminister Villy Søvndal fra SF lagde vægt på, at man i stedet for at deltage i militære aktioner nu ville satse på udviklingsbistand og fattigdomsbekæmpelse. Det var et signal om et kursskifte i dansk udenrigspolitik.

(J.B. Meier, april 2013)

Anvendt litteratur

Branner, Hans: I krig igen – Danmark og de nye krige 1990-2011, Columbus, København 2011

Jerichow, Anders: Mellemøstkonflikter, Gyldendal, København 2009

Søndberg, Olaf: Danmark i krig, Systime, Århus 2012