Artikel: 'Det kan ske igen'

Kristeligt-Dagblad.dk | 27.01.2003 |

Den italienske jøde Primo Levi skrev over en periode på fire årtier en trilogi om Auschwitz. Bøgerne er blandt de helt centrale om den menneskelige adfærd i de nazistiske udryddelseslejre.

Bøgerne beskriver i en nøgtern tone de uhyrligheder, som dengang blev begået mod mennesker. Levi var så heldig - ordene er hans egne - at han først kom til Auschwitz i 1944 på et tidspunkt, da den tyske regering på grund af mangel på arbejdskraft havde besluttet at forlænge gennemsnitslevetiden for de fanger, der skulle udryddes. Han overlevede og skrev i 1947 bogen Hvis dette er et menneske, som han selv betegner som en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur. Siden fulgte i 1963 bogen om befrielsen, Tøbruddet, og den lange rejse tilbage mod Italien, og i 1986 udkom De druknede og de frelste. For at reflektere endnu engang over den virkelighed, der allerede var lagt frem og beskrevet af ham selv og så mange andre, endevender han tyskernes ansvar for udryddelseslejrene. Tonen er her skarpere, mere desperat. Året efter udgivelsen blev Levi som så mange andre koncentrationslejrfanger indhentet af fortiden og begik selvmord.

Kernen i det væsentlige forfatterskab om Auschwitz, som Levi efterlod sig, var råbet. Hans indtrængende forsøg på at bringe verden til at lytte og huske. Han ville have eftertiden til at tænke. Han mente, at kz-lejrene var en frugt af den angst, som næsten alle mennesker føler over for de fremmede. Den lurer som en infektion i kroppen, men får den lov at bryde ud og vokse sig vild, ender den med at gøre alle fremmede til fjender. Det skete i kz-lejrene, derfor kan det ske igen.

Auschwitz rystede hele den vestlige civilisation, da det efter krigen stod klart, hvad der var foregået i gaskamrene og krematorieovnene. Anslået en million jøder og 150.000 andre, herunder sigøjnere, homoseksuelle og politiske afvigere, blev udslettet i Auschwitz-Birkenau-lejrene, som derfor er kommet til at symbolisere nazismens ondskab.

Man kan undre sig over, at der skulle gå 57 år fra den dag, hvor Den Røde Hær rykkede ind og befriede de få overlevende, der var blevet ladt tilbage i Auschwitz, til afholdelsen af den første officielle mindedag herhjemme. Et af svarene er, at det måske ikke har været nødvendigt med en officiel mindedag før nu.

Den tidligere franske minister Simone Veil, der selv er overlevende fra Auschwitz, har peget på, at øjenvidnernes tid er ved at være forbi, og at det kan gøre det vanskeligt at fastholde bevidstheden om holocaust. Samtidig har flere undersøgelser i de seneste år vist, at unge generationer ved skræmmende lidt om holocaust og nazismens rædsler.

I Tyskland holdt den tyske forbundsdag den 27. januar 1995 en mindehøjtidelighed i forbindelse med 50-året for befrielsen af Auschwitz. Det blev gjort til en fast tradition, som andre europæiske lande siden tog op. På en stor holocaust-konference i Stockholm i 2000 forpligtede de europæiske lande hinanden på aldrig at glemme holocaust.

At Danmark på mandag derfor mindes Auschwitz og alle andre folkedrab i verden med en officiel mindedag, kan ingen med god vilje modsætte sig. Men samtidig må man advare imod, at en sådan mindedag kun bliver højtidelige sammenkomster for de overlevende, deres efterkommere og rigets mænd og kvinder.

Det vil være ulykkeligt, hvis mindedagen ikke får et bredere sigte. Den må ikke forhindre, at der fortsat tages livtag med den voksende historiske uvidenhed og manglende erkendelse af andre folkedrab, der har fundet sted i vor kulturs nyere historie. Det har blandt andet ført til, at de europæiske lande ukritisk forhandler om at optage Tyrkiet i EU, selv om tyrkerne fortsat benægter folkedrabet på op mod 1,5 millioner armenere i 1915 og fortsat truer dem, der arbejder på at skaffe oplysninger om grusomhederne. Indtil for nylig har der også været udbredt modvilje mod at tale om ikke mindst den sovjetiske kommunismes udryddelse af op mod 30 millioner mennesker. I nyere tid har omverdenen også udvist manglen-de eller utilstrækkelig vilje til at gøre en indsats mod folke-mordet under Khmer-regimet i Cambodja i slutningen af 1970erne og siden folkemordene i henholdsvis Rwanda og Bosnien i 1990erne.

En mindedag skal tjene andet formål end at række bagud. Derfor er det rigtigt, at der gøres en stor indsats for at involvere skoler og universiteter i undervisningen i fornyet og forstærket oplysning om det helt særlige, systematiske holocaust, som nazismen førte til, og de folkedrab, som andre vildfarne ideologier har på deres samvittighed. Det må gøres til en folkesag at genskabe historisk perspektiv og bevidsthed i vor tid og hos fremtidens unge generationer.

For det skete engang. Det kan ske igen.