Danmarks slavehandel og slaveriets afskaffelse - Et overblik

INDLEDNING

Efter Columbus' opdagelse af Amerika (1492) og Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien (1498) voksede handelen mellem Europa og de andre kontinenter enormt. I Asien kunne man hente krydderier, stoffer og meget andet. Det meste blev betalt med sølv. I ”den nye verden", på det amerikanske kontinent, hentede europæerne spændende nye afgrøder og fødevarer som tobak, kakao, kartofler, majs og kalkuner samt store mængder guld og sølv. Der blev skabt mange nye handelsforbindelser, og der kunne være store fortjenester at hente.

EUROPÆERNE OG AFRIKA

Allerede fra begyndelsen af 1400-tallet sejlede portugiserne ned langs Afrikas vestkyst. De anlagde flere steder forter, der kunne benyttes til handel og opmagasinering af forråd til de skibe, der ledte efter søvejen til Indien. Kyststrækningerne fik navn efter de vigtigste handelsvarer i området: Peberkysten, Elfenbenskysten, Guldkysten og Slavekysten. En af strækningerne har endog bevaret sit navn, nemlig den der i dag kaldes Cote d'Ivoire, Elfenbenskysten.

Efterhånden begyndte andre europæiske nationer at handle på Afrika, og i 1600-tallets midte kom der også skibe fra danske havne. De var udsendt af forskellige sammenslutninger af købmænd i Glückstadt og København, og i 1659 blev det første handelskompagni med monopol på handel på Guldkysten oprettet. Kompagniet opnåede tilladelse fra kongen af Fetu til at oprette et fort, hvilket gjorde det muligt at udvide den danske tilstedeværelse og handel. Siden blev der opført flere forter og handelsstationer på kysten omkring Volta-flodens udløb i det nuværende Ghana. Både forter og handelsstationer hørte i begyndelsen under skiftende handelskompagnier, men blev i 1755 overtaget af den dansk-norske konge, som derved påtog sig udgifterne i forbindelse med vedligeholdelse af bygningerne og aflønningen af personalet.

I lighed med kompagnier i andre europæiske nationer fokuserede de danske kompagnier i begyndelsen mest på handelen med guld, elfenben, palmeolie og andre specialprodukter, men snart blev handelen med mennesker den mest betydningsfulde.

I Afrika var der en lang tradition for slaveri. Slaverne blev brugt til bl.a. mine-, mark- og husarbejde. Slaverne blev skaffet på forskellige måder: Nogle var fanger fra krige, andre var tvunget til slaveri på grund af gæld, og andre igen var blevet indfanget for at blive solgt som slaver. Der var altså allerede et marked, da europæerne ønskede at købe slaver. Betalingen for slaver og andre afrikanske varer var brændevin, tøj, klæde, krudt og våben. Efterspørgslen efter slaver kom fra Amerika.

DEN "NYE" VERDEN

Da Colombus i 1492 gik i land på en ukendt strand, troede han, at hans rejse mod vest over Atlanterhavet havde bragt ham til Asien. Columbus mente, at de øer, han nåede frem til, måtte være en øgruppe, der lå ud for Indien. Øerne hedder derfor stadig de vestindiske øer, ligesom indbyggerne kom til at hedde indianere. Snart begyndte flere dog at mene, at det var et hidtil ukendt område Columbus havde opdaget, og den "nye" verden fik navnet Amerika efter en af de senere opdagelsesrejsende: Amerigo Vespucci. I denne "nye" verden kunne man ikke skaffe de eftertragtede krydderier, klædestoffer osv., men i stedet var der forekomster af både sølv, guld og mange ukendte afgrøder og dyr.

Efterhånden kom handelen på Amerika til at omfatte store mængder af varer produceret på europæisk ledede plantager. Her blev der især dyrket tobak, bomuld og sukker. Som arbejdskraft forsøgte man sig både med tilfangetagne indianere og importerede europæere, men ingen af dem kunne holde det hårde slid i tropevarmen ud. Derefter gik man i gang med at importere arbejdskraft fra Afrika. Indbyggerne i Afrika var lette at sætte i arbejde, da de kendte mange af de håndværk og teknikker, europæerne brugte, og samtidig kom fra et klima der mindede om det, de mødte i Vestindien, hvor størstedelen af plantagerne lå.

Danmark fik fra ca. 1670 også besiddelser i Vestindien. I første omgang øen Skt. Thomas, men sidenhen kom også øerne Skt. Jan og Skt. Croix på danske hænder. Øerne var danske helt til 1917, hvor de blev solgt til USA. I alt er øernes areal ikke mere end ca. 340 km2, hvilket er lidt mindre end øen Mors i Limfjorden.

Kort over de vestindiske øer. Fra: da.wikipedia.org

De vestindiske øer blev i løbet af 1600-tallet helt afhængige af afrikanske slaver. De fleste arbejdede på plantagerne med at dyrke bomuld, sukker, tobak og andre afgrøder, der kunne tjenes penge på i Europa. Andre slaver var tjenestefolk, og andre igen håndværkere. Når et slaveskib ankom til Vestindien, blev der hurtigt arrangeret en auktion, hvor plantageejerne kunne købe den fornødne arbejdskraft. Normalt solgtes mænd, kvinder og børn hver for sig. For at slavehandlerne kunne opnå de højeste priser, smurte man slaverne ind i olie og gav dem god mad i dagene op til auktionen. Efter salget blev slaverne så transporteret til deres nye hjem og arbejdsplads. Normalt indebar dette en 6-dages arbejdsuge, mens søndagen var fri, så slaverne kunne passe deres egne marker og på den måde ernære sig selv.

HANDELEN OG EUROPA

Tilbage i Europa blev varerne fra de andre kontinenter videresolgt. Nogle af varerne skulle forarbejdes, før de blev videresolgt, som eksempelvis råsukkeret. Det blev raffineret i Europa, og blev derved omdannet til fint hvidt melis og mange andre sukkerprodukter. Sukkeret fra de danske vestindiske øer blev overvejende raffineret på sukkerfabrikkerne i København. Sukkeret fik stor betydning for handelen i Danmark, og i sidste halvdel af 1700-tallet var omkring halvdelen af eksporten fra København sukkerprodukter.

Der var penge at tjene på trekanthandelen, men den indebar også en stor risiko. Farligst var de lange sejlture på Atlanterhavet: Ud af de 20 skibe, der i perioden 1697-1733 deltog i den danske del af slavehandlen, gik otte tabt på havet. Det var desuden dyrt at købe og udruste skibene, hvilket fik købmænd, forretningsfolk og andre interesserede til at slutte sig sammen i handelskompagnier. Der blev normalt udstedt et vist antal anparter i kompagniet, som så gav mulighed for afkast i tilfælde af, at det gik kompagniet godt.

For at et kompagni kunne deltage i handelen på andre kontinenter var det nødvendigt at have en såkaldt oktroj. Dette var særlige kongelige tilladelser, der gav lov til at handle på bestemte egne eller med bestemte varer. Efterhånden blev handlen dog mere fri og enhver, der havde pengene til det, kunne deltage.

Den sidste halvdel af 1700-tallet var særlig god for den danske trekanthandel, da man i denne periode kunne udnytte de mange krige mellem de andre europæiske lande til egen økonomisk vinding. Krigene gjorde det fordelagtigt, også for udenlandske handlende, at sende deres varer med de danske skibe, da disse var fredede, så længe Danmark holdt sig neutral i krigene. Dermed kom en stor del af den europæiske handel på Vestindien til at gå over danske havne, med danske købmænd som stråmænd, der tog sig godt betalt.

ERNST SCHIMMELMANN

Heinrich Ernst Schimmelmann blev født i Dresden i 1747. I sin barndom flyttede han med sin familie rundt mellem forskellige handelsbyer i Tyskland. Hans far, Heinrich Carl Schimmelmann, var købmand og allerede på dette tidspunkt ganske velhavende. I 1761 flyttede familien til Danmark efter invitation fra Kong Frederik den 5. Ernst blev undervist af huslærere, der flyttede med familien rundt, men allerede som 15-årig blev han i 1763 sendt ud i Europa på en dannelsesrejse. Han boede bl.a. to år i Schweiz, hvor han studerede statskundskab og stiftede bekendtskab med tidens filosofi. Siden blev Ernst sendt til England for at lære sprog og handel. I England blev han også uddannet i, hvad man som en del af samfundets adelige elite på den tid i Europa skulle kunne: dans, musik og fægtning. Ved hjemkomsten havde hans far skaffet ham en stilling i statsadministrationen. Den 7. december 1767 blev Ernst konferensråd, den næsthøjeste position en embedsmand kunne opnå, og samtidig begyndte han at tage del i faderens enorme forretningsimperium. H. C. Schimmelmanns gode position ved hoffet havde haft en gunstig indvirkning på hans forretningsliv. I 1763 opkøbte han de fire største sukkerplantager på de danske vestindiske øer: "Carolina" på St. Jan, "Thomas" på St. Thomas, "La Grange" og "Princessen" på St. Croix samt den største sukkerfabrik i Danmark. I 1768 udvidede han yderligere ved købet af Hellebæk geværfabrik, der bl.a. leverede våben til salg på Afrikas kyster. Alle disse virksomheder købte H. C. Schimmelmann af kongen til en fordelagtig pris. Ernst havde også sin egen virksomhed. Han havde blandt andet, ligesom faderen, købt flere anparter i det Vestindiske Kompagni.

H.E. Schimmelmann. Fra: danmarkshistorien.dk

1775 giftede Ernst sig med Emilie Rantzau, men ægteskabet blev ulykkeligvis kort, da Emilie døde i 1780. I 1781 giftede han sig igen, denne gang med Charlotte Schubert, der ligesom Emilie kom fra en indflydelsesrig adelig familie. Charlotte kom til at spille en stor rolle i Ernsts liv. De var begge interesserede i litteratur og kunst, og de inviterede mange af tidens førende kunstnere og forfattere, som eksempelvis Jens Baggesen, Oehlenschläger og Thorvaldsen, til deres landsted Sølyst ved Klampenborg, ligesom de flere gange støttede kunstnere med pengebeløb.

Ved H. C. Schimmelmanns død i 1782 arvede hans tre sønner hver deres gods. Døtrene var der allerede sørget for, ved at de var blevet giftet ind i andre adelige familier. Størstedelen af forretningerne forblev dog samlet, og gik i arv som en form for fællesskab, et såkaldt fideikommis. Dette forretningsforetagendes overskud skulle så deles mellem arvingerne. Ernst var som den ældste søn daglig leder af foretagendet. Herefter var Ernst Schimmelmanns skæbne uløseligt forbundet med den danske trekanthandel.

FORBINDELSERNE TIL AFRIKA

Store dele af produktionen på de schimmelmannske fabrikker og godser blev lavet med det afrikanske marked for øje. De mest almindelige handelsvarer, som eksporteredes til Afrika for at skaffe slaver, var våben, brændevin og klædestoffer. Størstedelen af våbnene blev produceret på geværfabrikken i Hellebæk, og fabrikken havde i perioder ligefrem eneret på leverancer til Afrika. De schimmelmannske godser leverede klædestoffer og brændevin, og noget af rommen fra de vestindiske plantager endte også som handelsvare i Afrika.

Våbnene blev af afrikanske handelsfolk og stammer bl.a. brugt til at skaffe slaver. En måde at fremskaffe slaver på var nemlig krig, og til det formål havde man brug for europæernes våben.

Ernst havde også personlige interesser i Afrikahandlen. I flere tilfælde købte han aktier i forskellige af de kompagnier, der forestod handlen på Guldkysten og fra begyndelsen af 1780'erne var han endog direktør for et af dem: "Det kongelige Østersøisk-Guineiske Handelsselskab". Da dette kompagni blev afviklet, var han en af de ledende kræfter i oprettelsen af konsortiet "Pingel, Meyer og Prætorius" i 1787, hvori han også havde økonomiske interesser, idet han indskød 24.000 rigsdaler.

VESTINDIEN

Mange europæiske forretningsfolk ejede plantager på de Vestindiske øer. Nogle boede på plantagerne, mens andre, som det schimmelmannske fideikommis, overlod driften til forpagtere. Europæerne på øerne levede et privilegeret liv, hvor slaver klarede alt fysisk arbejde, mens europæerne fordrev dagene med bl.a. selskabelighed, druk og spil.

Hjemme i Danmark tjente det schimmelmannske fideikommis godt på rom og sukker fra plantagerne. Sukker blev efterspurgt i hele Europa og var en af tidens vigtigste handelsvarer. Man importerede også bomuld fra Vestindien, som hjemme på de schimmelmannske godser blev forarbejdet til stof. Dette kunne så sendes tilbage til Vestindien og bruges som tøj til slaverne. Plantagerne havde behov for store mængder af jernredskaber som sukkerknive, hakker og lignende, og disse redskaber kunne fint fremstilles af geværfabrikken i Hellebæk. Ernst deltog også personligt i handelen; han blev bl.a. anpartshaver i det "Vestindiske Kompagni" i 1778 og medlem af direktionen.

Men den europæiske slavehandel, som havde skabt grundlaget for dette økonomiske eventyr, begyndte i slutningen af 1700-tallet at møde modstand.

Europæerne transporterede slaverne fra Afrika til Vestindien stuvet sammen under dæk. Hygiejnen og behandlingen af slaverne var så dårlig, at formentlig lidt under to millioner afrikanere døde under overfarten. Lægen Paul Isert var med på en dansk slavetransport i 1787, da handlen var på sit højeste. På sejlturen fik slaverne ifølge Isert kun en tredjedel af det vand, de behøvede, og det var svært at holde luften frisk under dæk. Om bord på skibet var 452 slaver, som kun hver anden dag kom op og fik frisk luft. Resten af tiden måtte de blive under dæk, hvor de, som Isert skriver, ”er sammenpakkede som sild i en tønde".

Tegning af det engelske slaveskib ”Brookes”: En mand blev tildelt 182 x 41 cm, en kvinde 177 x 41 cm, en dreng 152 x 36 cm og en pige 137 x 30 cm – eller omtrent som pladsen i en ligkiste. Det fortælles, at iltmanglen undertiden blev så svær, at lysene ikke kunne brænde. Tegningen stammer oprindeligt fra Th. Clarkson: The History of the Abolition of the African Slave-Trade, London 1808. Her fra: slavespillet.dk

På Iserts tur udbrød der oprør blandt slaverne. Isert var ikke uforstående overfor slavernes oprør, for blandt slaverne gik der "frygtelige rygter om slavernes liv i Vestindien". Isert fortæller, at han selv var blevet spurgt om "de sko jeg gik med, var lavede af negerskind ... andre siger vi æder negrene og laver krudt af deres knogler." Det lykkedes besætningen på det danske skib at nedkæmpe oprøret, men 34 slaver blev dræbt, et stort økonomisk tab. Isert befandt sig i en gruppe af slaver på dækket, da oprøret brød ud. Som den nærmeste hvide blev han angrebet og snittet med en kniv i ansigtet og halsen. Han overlevede, men hans syn på slavehandelen blev mere negativt. Oprindelig havde Isert ikke været imod slavehandelen, men det ændrede sig efter at han havde oplevet, hvordan transporten foregik, og efter at han havde set, hvordan slaverne blev behandlet i Vestindien. Da han kom til København, foreslog han Ernst Schimmelmann at oprette plantager på Guldkysten, for på den måde at afskaffe transporten over Atlanten. Isert var ikke den eneste, der kritiserede slavehandlen. Både missionærer, læger og dele af den europæiske elite kritiserede handelen, og flere steder i Europa begyndte der at vokse bevægelser frem, som arbejdede for et forbud mod slavetransporter. Udviklingen i England blev særlig markant, og da der omkring 1790 tegnede sig et flertal i parlamentet mod slavetransporterne, fulgte Danmark trop. Men modsat England, hvor det var en folkelig bevægelse, der havde taget initiativet, kom det i Danmark oppefra, fra det enevældige statsstyre.

FORBUDDET MOD SLAVETRANSPORT

1791 nedsatte finans- og handelsminister Ernst Schimmelmann en kommission, der skulle undersøge, hvordan slavetransporterne kunne stoppes. Resultatet af kommissionens arbejde var "Forordning om Negerhandelen". Forordningen blev vedtaget i marts 1792, og den forbød enhver overførsel af negre fra Afrika til Vestindien fra 1. januar 1803. Hermed var det faktisk lykkedes Danmark at komme først med et sådant forbud. England fulgte først efter med en lov i 1808.

"Forordning om Negerhandelen" er i eftertiden kommet til at stå som Ernst Schimmelmanns livsværk, men hvordan gik det til, at Danmarks største slaveholder blev kendt i hele Europa som manden bag verdens første forbud mod slavehandel? Hvordan blev Ernst den "ædle negerbefrier ... mægler mellem humaniteten og forretningslivet", som hans digterven Jens Baggesen skrev til ham? Svaret er at forordningen var et dygtigt kompromis mellem på den ene side kravet om en mere human behandling af andre mennesker, og plantageejernes økonomi og rettigheder på den anden side. I forordningen tales der ikke om det rigtige eller forkerte i at holde slaver. Tværtimod blev der i forordningen indført en række bestemmelser, der skulle beskytte slaveejerne og deres indtjening. Den danske regering begunstigede importen af slaver til de danske vestindiske øer i de ti år inden forbuddet skulle træde i kraft, således at der på de vestindiske øer kunne opbygges en så stor bestand af slaver, at transporten af dem over Atlanten blev overflødiggjort. Importen af slaver kunne oven i købet finansieres ved billige statslån. Man gjorde det også fordelagtigt at importere kvindelige slaver, da der på plantagerne stadig døde flere slaver, end der blev født. Det var ligefrem på tale at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle bruges som avlsdyr.

Forordningen var altså udtryk for en balancegang mellem plantageejernes rettigheder og økonomi samt humanitære hensyn, mellem ideal og virkelighed. Der er ingen tvivl om, at de humanitære overvejelser var vigtige for Ernst Schimmelmann. Helt fra sin ungdom af havde Ernst været interesseret i den humanistiske strømning, der herskede i åndslivet, og hvor forfattere og filosoffer som Schiller og Rousseau blev dyrket som frihedens forkæmpere. Han viste også vilje til at engagere sig konkret, da han gennem en vanskelig periode ydede Friedrich Schiller økonomisk støtte. Der er heller ikke tvivl om, at Ernst var påvirket af den grundige og langvarige principdebat i det engelske parlament. Men hans humanitære indstilling strakte sig ikke til modstand mod slaveriet som sådan. Ernst Schimmelmann mente selv, at det var skæbnen, der havde gjort nogle til slaver og andre til slaveejere, og at denne ordning godt kunne fungere, så længe slaverne forblev "i en passende tilstand af underkastelse" og udførte et arbejde, der gjorde det muligt for ejeren at videreføre systemet. Det afgørende for ham var, om han var en human slaveejer, der gik op i sine slavers ve og vel. Af den grund gav han bl.a. ordre til, at der skulle opføres skoler i forbindelse med plantagerne. Set med nutidens øjne er det nærliggende at opfatte Ernst Schimmelmanns synspunkter og forordningen fra 1792 som dobbeltmoralsk, men i virkeligheden var det præcis så langt oplysningstidens fremskridtsvenlige elite var i stand til at strække sig. Et berømt eksempel er den amerikanske politiker og præsident Thomas Jefferson, som levede samtidig med Ernst. Det var Jefferson, der i 1776 skrev Den Amerikanske Uafhængighedserklæring med dens krav om menneskets naturlige ret til liv, frihed og selvbestemmelse. Han var i princippet modstander af slaveri, men som Ernst Schimmelmann var han selv slaveejer og mente, at det eneste valg stod mellem at være en uretfærdig og dårlig eller en god og ansvarsbevidst slaveejer. Som erfarne politikere vidste både Thomas Jefferson og Ernst Schimmelmann også, at politik er det muliges kunst, og ingen af dem var villige til at sætte deres karriere ind på en sag som slaveriets ophævelse.

Men alligevel var der med forordningen af 1792 gjort en begyndelse til noget nyt. Opgøret med slavehandelen måtte før eller siden føre til et opgør med selve slaveriet. En ny bevidsthed om slaveriets elendighed var ved at blive skabt. En ny dagsorden, hvor stadig flere begyndte at stille spørgsmålstegn ved selve slaveriet, var under udformning. I en forestilling på det Kgl. Teater i 1793 lod forfatteren Thomas Thaarup således en neger optræde med bl.a. dette vers:

Hvad har den stakkels neger gjort,

At den blanke mand ham hader?

Er han ond, for han er sort?

Er Gud ikke alles fader?

O! beklag den sorte mand.

Han er træl i fremmed land.

Som en historiker bemærker, har der næppe været mange tørre øjne i det Kgl. Teater, men der var lang vej fra et sådant indlæg til en grundlæggende ændring af indstillingen til slaveriet.

I praksis var der dog stadig flere slaver, der opnåede status som "fri-negre" eller "fri- farvede". Dette kunne ske, enten ved at de blev frigivet, eller ved at de selv købte sig fri. Fri-negrene opnåede efterhånden en del rettigheder, og i 1834 indførte guvernør Peter von Scholten lige borgerlige rettigheder til de fri-farvede. Indtil da havde de været underlagt en række skrappe regler; det var således vanskeligt for dem at eje jord og de kunne ikke vidne. I 1840´erne var andelen af fri-negre vokset til over 20% af befolkningen. Ernst Schimmelmann døde i 1831 og nåede hverken at opleve denne udvikling eller slaveriets endelige ophævelse i 1848.

Fra: Christian Vollmond: ”Sukker, slaver og skæbner”, Nationalmuseet 2007, s. 3-18