Det arabiske forår i Egypten

Introduktionen og kildematerialet, som du her kan læse, hører til 2. modul

‪Introduktion‬‬

I det følgende kan du først læse en kort beskrivelse af forløbet af Det arabiske forår i Egypten og dernæst en mere udførlig gennemgang af forskellige aspekter af det egyptiske samfund under Hosni Mubarak, som ledede Egypten i 30 år fra 1981 til 2011. Der fokuseres her på politiske og økonomiske forhold, mens udenrigspolitiske og religiøse forhold behandles senere i forløbet. Til sidst kan du læse en teoretisk forklaring på, hvorfor revolutionen brød ud i 2011. Noterne i teksten forklarer vanskelige ord og begreber.

Revolutionen

Den 25. januar 2011 begyndte en stor menneskemængde at forsamle sig på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo, Egyptens hovedstad. Demonstrationen var annonceret på Facebook og Youtube en uge tidligere. Mange af de demonstrerende var unge, der ikke var organiseret politisk i traditionel forstand, men i netværker, der holdt kontakt og kommunikerede via elektronisk kommunikation med mobil- og smartphones. De var inspireret af dramatiske begivenheder i Tunesien, hvor store protester havde ført til diktatoren Ben Alis afgang. Der opstod hurtigt kampe mellem grupper af demonstranter og organiserede Mubarak-støtter, der forsøgte at angribe de demonstrerende på Tahrir-pladsen, og flere end 800 aktivister omkom i løbet i kampene. Militæret, der havde været en garant for regimets eksistens, var dog begyndt at tvivle på, at Mubarak kunne fastholde magten, og skiftede side. Også USA, der havde støttet Mubaraks styre økonomisk gennem mange år, undsagde deres samarbejdspartner. Mubarak forsøgte på tv at berolige den vrede befolkning ved at annoncere, at han ville træde tilbage om nogle måneder, når der var udarbejdet en plan for hans efterfølgers magtovertagelse – som han måske forestillede sig skulle være sønnen Gamal. Men den offentlige fremtræden havde den modsatte effekt og forstærkede blot vreden mod præsidenten. Den 11. februar 2011, 18 dage efter, at oprøret begyndte, meddelte Egyptens vicepræsident til vild jubel for de demonstrerende, der efterhånden talte 250.000, at Hosni Mubarak trådte tilbage og overlod præsidentembedet til Det Øverste Militære Råd, 20 højtstående officerer under ledelse af den tidligere forsvarsminister Mohammed Tantawi. Det militære råd lovede, at det kun ville regere i en overgangsfase, indtil en ny folkevalgt præsident kunne indsættes. Forfatningen fra 1971, der havde garanteret Mubaraks magtposition, blev suspenderet. Det samme skete med den militære undtagelsestilstand fra 1981 (efter mordet på Egyptens daværende præsident, Anwar Sadat), som havde muliggjort, at bl.a. stærkt religiøse muslimer var blevet holdt uden for indflydelse.

De næste måneder frem mod første runde af parlamentsvalget i november 2011 var dog fortsat præget af uroligheder. De kulminerede i oktober måned, hvor hærens kampvogne nedkæmpede en demonstration arrangeret af Egyptens kristne mindretal, kopterne, der protesterede mod ødelæggelsen af en kirke.[1] Flere end 20 blev dræbt. Andre steder kom det til vilkårlige anholdelser, og mange kvinder blev forulempet og ydmyget. Den demokratiske proces var dog ikke helt sat ud af kraft, og både parlaments- og præsidentvalget blev afholdt i henholdsvis vinteren 2011-2012 og maj måned 2012 med Det Muslimske Broderskab og dets parti, Friheds- og retfærdighedspartiet, som sejrherre. Den 24. juni 2012 kunne formanden for Egyptens Præsidentielle Valgkommission meddele, at Mohamed Morsi var valgt som ny præsident med knap 52 % af de afgivne stemmer (svarende til 25 % af alle stemmeberettigede egyptere). Få uger forinden var en sygelig Mubarak liggende på en båre blevet idømt livsvarigt fængsel for meddelagtighed i drabene på aktivisterne under revolutionen i januar og februar 2011. Dommen blev senere appelleret, men Mubaraks tid var forbi.

Hvordan kan det være, at en magtfuld præsident i et af de største og mest indflydelsesrige lande i Mellemøsten i løbet af 18 dage måtte træde tilbage? Hvilke omstændigheder og forhold muliggjorde denne proces? For at besvare dette spørgsmål må vi se nærmere på, hvilket land Egypten var under Mubarak. Mubarak-tiden varede fra 1981 til 2011, men var præget af politiske forhold, der var etableret tidligere.

Styreform og politik

Egypten var siden slutningen af 1800-tallet et engelsk protektorat, hvilket formelt betød, at det stod under Storbritanniens beskyttelse, men reelt, at Egypten var en koloni. Landet fik sin selvstændighed i 1922 og var herefter et islamisk kongedømme. Briterne beholdt dog en vis grad af indflydelse i Egypten, fordi de var interesserede i fortsat at kontrollere den vigtige Suez-kanal (indviet 1869), der forbinder Middelhavet og Det Indiske Ocean. Mange egyptere, heriblandt muslimer organiseret i Det Muslimske Broderskab[2], reagerede med modvilje mod englænderne, men også mod de egyptiske magthavere, som lod sig påvirke af de europæiske skikke. Da en gruppe yngre officerer med oberst Gamal Abdel Nasser (1918-1970) i spidsen overtog magten ved et militærkup i 1952, var det derfor også naturligt, at de forsøgte at finde alternativer til Vestens måde at organisere samfundet på. Alternativerne hed dels panarabisme, som var tanken om at samle alle arabere i én stat, dels arabisk socialisme, som søgte at skabe en særlig arabisk udgave af socialismen, inspireret af Sovjetunionen. Når Sovjetunionen i denne periode fremstod som et tydeligere forbillede end USA, hang det også sammen med, at mange i den arabiske verden forbandt USA med de tidligere vesteuropæiske kolonimagter.[3] Hverken panarabismen eller den arabiske socialisme havde dog succes og blev i løbet af 1970erne og 1980erne erstattet af andre tiltag, som hang sammen med den økonomiske udvikling (mere herom under afsnittet om økonomi).

I 1970 døde Nasser og efterfulgtes af vicepræsidenten, Anwar Sadat (1918-1981). Året efter fastlagdes Egyptens styreform i en ny forfatning, som var gældende indtil februar 2011. Ifølge 1971-forfatningen (se figuren i den vedhæftede fil nederst på siden) var Egypten en republik med en folkevalgt præsident og to kamre (som i USA og England). Præsidenten valgtes hvert sjette år, mens parlamentets to kamre, Det Rådgivende Råd med 264 mandater (88 udpeget af præsidenten) og en Folkeforsamling med 518 mandater (10 udpeget af præsidenten), valgtes hvert femte år. Der var almindelig og obligatorisk stemmeret for alle over 18 år. Dette gjaldt også for de egyptiske kvinder, som siden 1956 havde haft stemmeret og ret til at stille op til parlamentsvalg. På papiret var Egypten således en demokratisk stat. Men der var ingen begrænsninger for, hvor ofte præsidenten kunne genvælges, og det var præsidenten, der udpegede regeringen. Samtidig skulle politiske partier godkendes, og det betød, at stærke muslimske kræfter som fx Det Muslimske Broderskab fortsat kunne holdes fra magten[4], selv om forfatningen faktisk også delvist byggede på sharia-lovgivningen (som dog ikke blev håndhævet i særlig ekstrem grad). Dette skete med udgangspunkt i den undtagelsestilstand[5], som blev erklæret efter mordet på Sadat i 1981. På den måde kunne oppositionen holdes nede, og det medførte, at regimets parti, Det Nationale Demokratiske Parti, gang på gang sikrede sig sejren ved parlamentsvalgene. Mubarak, der blev præsident efter Sadats død, vandt også alle præsidentvalgene, sidste gang i 2005 med 89 % af stemmerne. Den omfattende valgsvindel og den brutale undertrykkelse af oppositionen gjorde dog, at mange i Egypten og udlandet opfattede Mubaraks styre som ikke-demokratisk og autokratisk. Et autokrati er et slags diktatur, hvor magthaverne ikke er folkevalgte, men selv har taget magten eller har udpeget nogle til at regere for sig. Et sådant autoritært politisk system støtter sig ofte til militæret, og det var også tilfældet i Egypten under Nasser, Sadat og Mubarak, der alle var uddannet ved militærakademiet i Cairo.

Selv om Egypten på overfladen lignede et demokrati, var der altså reelt tale om et militærdiktatur, der slog hårdt ned på oppositionen og bekæmpede ethvert optræk til uroligheder. Disse tog i løbet af 1990´erne og begyndelsen af det ny årtusinde til i styrke. I 1995 blev således 50 dræbt og 800 såret i forbindelse med parlamentsvalget. Også andre former for protester bredte sig efterhånden i det egyptiske samfund. De mange protester var ikke kun en reaktion på et anti-demokratisk regime. De hang også sammen med udviklingen i Egyptens økonomi

Tal fra Lasse Ellegaard: Det forrykte forår, Informations Forlag, København 2012, s. 75

Økonomi

Flere stater i Mellemøsten og Nordafrika er kleptokratier, hvilket kan oversættes med ”tyve-styre”. Begrebet hænger sammen med betegnelsen for en person, der ikke stjæler af nød, men af lyst. Når en magthaver bruger sin magtposition til at tilrane sig en personlig berigelse, sker det ofte på bekostning af den øvrige befolkning.[6] Flere af landene i Mellemøsten er desuden såkaldte ”rentierøkonomier”, dvs. lande der er afhængige af afkastet fra salget af naturressourcer som olie og naturgas. Det er disse naturressourcer, der har skabt grundlaget for store indtægter for de forskellige regimers ledere. I Egypten er der ikke olie i samme grad som i andre af regionens lande. Alligevel tjente Mubarak mange penge på olie pga. de mange olieledninger gennem Egypten og olietankernes passage gennem Suez-kanalen, som i 1956 var blevet nationaliseret og overtaget fra det fransk-engelske selskab, der ejede rettighederne til kanalen.[7] Mubarak opbyggede på den måde en egenformue på mellem 40 og 60 mia. dollars, som ikke kom befolkningen til gode.

Mulighederne for at tjene store penge var øget i takt med, at det egyptiske regime allerede i løbet af 1970´erne skiftede økonomisk kurs fra Nassers sovjetinspirede socialisme til en mere liberal markedsøkonomi. Det fik tiltrukket udenlandske investeringer, men fremelskede også korruption i den offentlige sektor, fordi investeringerne kun gavnede eliten og ikke den jævne befolkning. Korruption, dvs. misbrug af magt for at få opfyldt egne private behov, er ofte et kendetegn for autokratiske og kleptokratiske stater. Er korruptionen udbredt i et land, vil det hæmme den økonomiske vækst, fordi mange af indtægterne ryger i magthavernes lommer og ikke kanaliseres ud i samfundet. Det var netop det, der skete i Egypten under Mubarak. I takt med, at eliten blev rigere og rigere, oplevede det egyptiske samfund som helhed en ringe økonomisk udvikling, der ikke skabte velfærd for store dele af befolkningen. Egypten var på den måde en skrøbelig stat, hvor regimet ingen folkelig opbakning havde og kun kunne fastholde magten gennem kontrol og voldsanvendelse.

Hvorfor revolution?

Når ét samfundssystem på kort tid afløses af et andet, kan man tale om, at der er sket en revolution. Ofte vil en sådan samfundsomvæltning være blodig, men det er ikke altid tilfældet, og der er eksempler på, at magthavere har valgt at trække sig, før det er kommet til blodudgydelser. Ifølge den tyske samfundsteoretiker Karl Marx (1818-1883) vil et kapitalistisk samfund altid bryde sammen pga. dets indbyggede klassemodsætninger, men denne teori har, siden den blev udtænkt i midten af 1800-tallet, vist sig ikke at holde stik. I 1962 lancerede den amerikanske sociolog James C. Davies (f. 1918) en anden teori, som forsøger at forklare, hvorfor en revolution bryder ud. Forklaringen tegnede han som en kurve, hvilket fremgår af nedenstående figur, som er blevet kaldt J-kurven.

Ifølge Davies bryder revolutioner ud, når en længere periode med økonomisk vækst efterfølges af en kortere periode med kraftig økonomisk nedgang. I perioden med vækst skabes forventninger, som ofte kan realiseres. Hvis disse forventninger kommer på en sådan afstand fra at kunne realiseres, fordi afstanden mellem forventninger og virkelighed er blevet for stor, vil bevidstheden om denne afstand skabe grundlag for en revolution. Hvis altså bevidstheden om, at noget andet og bedre ikke kan opfyldes, er grundlaget for en revolution skabt. I sig selv er det ifølge Davies ikke nok, at der er undertrykkelse og stor fattigdom for at skabe en revolution. En vigtig betingelse er, at befolkningens vedvarende forventninger ikke kan opfyldes, og at det skaber frustration.

I hvilket omfang Davies´ revolutionsteori så holder stik i forbindelse med revolutionen i Egypten i 2011, er der delte meninger om.

Anvendt litteratur

Ellegaard, Lasse: Det forrykte forår, Informations Forlag, København 2012

Hansen, Birthe og Carsten Jensen: Demokrati i Mellemøsten, Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, København 2012

Rasmussen, Janus G. og Jacob G. Sørensen: Mellemøsten under forandring, Forlaget Columbus, København 2012

Safi, Waleed: ”2-års jubilæum i Ægypten – Egypterne har ikke meget at fejre”, Tidsskriftet Ræson, 25.01.2013

Noter

[1] Kopterne udgør ca. 10 millioner ud af Egyptens ca. 83 millioner indbyggere.

[2] Det Muslimske Broderskab blev oprettet i 1928 af Hassan al-Banna og er en stærk magtfaktor i Mellemøsten.

[3] Under rivaliseringen mellem USA og Sovjetunionen i perioden 1945-1990 (den kolde krig) repræsenterede de to supermagter hver deres ideologi, hvor USA stod for et kapitalistisk system med vægt på individuel frihed over for Sovjetunionens statsstyring af økonomien.

[4] Det Muslimske Broderskab var allerede blevet forbudt i 1948, men stillede op til valgene som uafhængige kandidater.

[5] En tilstand, hvor et lands love og regler er sat ud af kraft.

[6] Sådanne systemer så man også mange eksempler på i Østeuropa under den kolde krig, hvor lighedsidealet i den kommunistiske planøkonomi blev udhulet af partitoppens egeninteresser.

[7] Dette skete for at finansiere den store Aswan-dæmning.