Hvorfor opstår konspirationer?

Det har ikke noget at gøre med, om du er ung eller gammel, om du er mand eller kvinde, eller om du er uddannet eller ej. Hvis du tror på en konspirationsteori, er det sandsynligvis, fordi du oplever en konflikt i din hverdag, som bliver lettere at håndtere, hvis der bliver lavet en historie hen over den.

Det gælder, uanset om du tror, at USA's regering stod bag angrebet på USA 11. september, om præsident John F. Kennedy var offer for en sammensværgelse eller om du kan fornemme, at dine kolleger snigløber dig på arbejdet.

Det mener Maria Brockhoff, cand.mag. i litteratur og idéhistorie ved Aarhus Universitet og ekspert i konspirationsteorier.

»Jeg tror grundlæggende, at vi frygteligt gerne vil finde ud af at håndtere konflikter. Vi vil gerne have det godt med dem inde i os selv, ligegyldigt hvilken konflikt vi er i. Konspirationsteorier er ikke konfliktløsning, nærmest tværtimod. Lidt højpandet kan man sige, at det er en måde at komme overens med de vilkår, tilværelsen har budt os og gøre dem mere håndgribelige,« mener Maria Brockhoff.

Opstår i tre forbindelser

Maria Brockhoff kastede sig for fire år siden over konspirationsteorierne, netop fordi hun ville finde ud af, hvorfor de er så fascinerende. Hun skrev speciale om dem og er nu i gang med en såkaldt prisopgave - en slags ekstern afhandling - udskrevet af Syddansk Universitet.

Hun har arbejdet sig frem til, at konspirationsteorier især springer ud af tre slags relationer:

• Ens egen omgangskreds - f.eks. blandt kolleger på arbejdspladsen - som ganske almindelige rygter

• Autoriteter, som konkurrerer mod hinanden, f.eks. politikere eller fagfolk i samfundet. Det kan kaste mistanker af sig om alt fra sataniske ritualer til en mere eller mindre rigtig historie om "fremmedarbejderne", der kommer til landet i stor stil for at hive penge ud af staten.

• Organiserede grupper, som føler modstand mod magten, f.eks. revolutionære under Den Franske Revolution, folk som ikke tror på en officielle forklaring på angrebet 11. september 2001, eller John Birch Society, som i 1950erne og 1960ernes USA gav kommunismen skyld for mange dårligdomme

Tygger drøv på historien

Det går igen i de tre grupper, at de med Maria Brockhoffs ord har en tendens til at "tygge drøv" på al den modgang, de har oplevet. Det giver en god portion motivation til at skabe en konspirationsteori.

Hvis konspirationsteorien skal være rigtig god og fange andre ind, skal den også helst inkludere en god fjende og en stor gruppe mennesker. Og så skader det heller ikke at tænke lidt sort/hvidt, fortæller Maria Brockhoff. Men hun tilføjer også, at:

»Den psykologiske del er lidt sværere at få greb om, for jeg kan nogle gange også blive grebet af konspirationisme i min dagligdag, selvom jeg synes, jeg ved meget om det her i forvejen og ved, at tingene hænger sammen på en anden måde. Alligevel tænker jeg jo 'hvorfor gør de lige sådan og sådan'. Det viser, at det er svært at stille præcise rammer op for, hvordan konspirationsteorier opstår,« mener hun.

Videnskaben taget som gidsel

Når vi er i konflikt med vores omverden - og det er vi stort set hele tiden - så er konspirationsteorier en måde at sætte den i tale på

Et fællestræk for teorier på et større plan er, at alle parter forsøger at spænde videnskaben for sin egen vogn. Maria Brockhoff fortæller, at videnskaben historisk er blevet brugt til at legitimere ens eget synspunkt, uanset hvor man kommer fra og hvordan man bruger sin logik.

»Mange tænker på konspirationsteorier som paranoid tænkning. Men vi ser vældig mange højtuddannede, velinformerede, dygtige mennesker, som også laver konspirationsteorier uden at være paranoide, så det er ikke det, det handler om. Det går langt tilbage i historien, og fordi konspirationsteorierne er en måde at udtrykke konflikter på, holder de heller ikke op. De vil være her altid,« mener Maria Brockhoff.