Artikel: 'Folkemord - Den blodige lære'

Anders Jerichow og Adam Holm | Politiken | 27.01.2003

I de sidste hundrede år er vi blevet dygtige til meget, i hvert fald effektive. Også til at slå ihjel.

Det har været hundrede år, hvor industrialiseringen og teknologiseringen er slået igennem. Vi har gjort det meste hurtigere, smartere og billigere.

Vi har også slået ihjel med en hidtil uset effektivitet. Ikke altid med nye metoder, for redskaberne til at slå ihjel er i stor udstrækning de gammelkendte, hvad århundredets folkedrab vidner om. De er foretaget med reb og knive, dolke og sabler, blyrør og trækøller, økser og machéter, maskingeværer og pistoler - om end også med gas og kemiske midler.

Denne lille avis handler ikke om, at 187 millioner mennesker i afvigte århundrede blev ofre for det, der med et samlende udtryk kunne kaldes for 'politisk vold', hvilket både indbefatter krig, statsterror og undertrykkelse. Det er i sig selv et forfærdende vidnesbyrd om, at der var adskilligt, verden ikke lærte i det 20. århundrede.

Nej, denne særavis handler i anledning af den internationale Auschwitzdag først og fremmest om, at et tocifret millionantal mennesker blev myrdet på samlebånd. Ikke fordi de havde forbrudt sig mod nogen lov. Heller ikke fordi de ved et tilfælde kom i vejen for frembrusende hære. Nej, de blev myrdet på samlebånd med fuld hensigt og som led i nøje udtænkte og bureaukratisk tilrettelagte mord.

I EN LANG række hovedstæder har politikere og embedsmænd siddet omkring mødeborde og forberedt disse folkemord. De har som det nazistiske Tysklands øverste SS-generaler og ledere af centraladministrationen i Wannsee-villaen udpeget og optalt jøder og sigøjnere, som skulle deporteres og aflives.

De har som de Røde Khmerers partitop i Phnom Penh besluttet at sende millionvis af såkaldte statsfjender ud i særlige lejre under slavelignende forhold for at bruge deres arbejdskraft og derefter dræbe dem. De har som Saddam Hussein tegnet streger på et kort og vedtaget, at kurdiske byer skulle jævnes med jorden og deres indbyggere smides ud som affald. Eller de har ligesom hutu-magthaverne i Rwanda besluttet at 'skære bushen ned' med kniven.

Andre folkemord har fundet sted i Sovjetunionen, i Kina, i Armenien, i Indonesien og på Balkan.

Hver forbrydelse har haft sin egen påståede logik. Men fælles er den kolde beregning, planlægning og gennemførelse. Forbryderne, der alle har været internationalt anerkendte magthavere, har som regel nøje overvejet deres redskaber. Bestilt våbnene hjem. Ført regnskab med bilag. Og nøje gjort resultaterne op i fine tabeller. For det 20. århundredes folkemord er de systematiske aflivningers historie.

LIGE NU er en tidligere anerkendt statschef stillet for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Slobodan Milosevic er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og for mordet på indbyggerne i byen Srebrenica. Også de ansvarlige for folkedrabet i Rwanda befinder sig foran en international ret. Andre folkemordere er hidtil sluppet udenom, blandt dem de ansvarlige for Saddam Hussein-regimets folkemord i Kurdistan og arkitekterne bag de massive myrderier i Cambodja.

Historisk er de fleste sluppet fra ugerninger som disse. Men hvis det 20. århundrede satte folkemord i system, vakte dets afslutning dog også håb om en permanent krigsforbryderdomstol. Den er ikke anerkendt af alle regeringer og vil derfor ikke være forpligtende for alle lande.

Men den er dog under etablering og varsler, at selv den mest almægtige og selvretfærdige magthaver en dag kan blive stillet til ansvar for sine gerninger af det internationale samfund.

DET KRÆVER ikke et minutiøst overblik over verdenshistorien fra stenalderen til i dag at begribe, at mennesker til alle tider har slået hinanden ihjel. Ofte ved mindste givne foranledning. Man behøver blot i flæng at nævne de mongolske rytterbanders ødelæggelser og drabsorgier på lokalbefolkningerne i de områder, hvor de nåede frem i slutningen af 1300-tallet; de spanske conquistadorers erobringer af Mellem- og Sydamerika i 1500-tallet, hvor anslået 25 millioner indfødte mistede livet; eller de mange opstande i Kina, som i anden halvdel af 1800-tallet anslås at have reduceret den kinesiske befolkning fra 410 millioner til 350 millioner.

Men det 20. århundrede tager alligevel prisen som det mest bloddryppende og barbariske. I det kommunistiske Sovjetunionen blev op mod 25 millioner mennesker myrdet af magthaverne i Kreml, først af Lenin og dernæst - med større intensitet og iver - af Stalin. Virkelige eller indbildte politiske modstandere blev nakkeskudt eller deporteret til arbejdslejre i det arktiske klimabælte, og hele etniske grupper blev ligeledes forfulgt og udsat for frygtelige tab af menneskeliv.

I det maoistiske Kina (1949-76) skønnes det, at mindst 40 millioner, måske helt op til 70 millioner mennesker omkom, de fleste ved hungersnød (1958-61), andre ved massehenrettelser, massakrer, interne opgør eller som følge af elendige forhold i arbejds- og koncentrationslejre.

Med nationalismen, racebiologien og marxismen-leninismen som åndelig drivkraft, og med den teknologiske effektivisering som redskab, blev det muligt at myrde mere koncentreret og med voldsommere hastighed og kraft end nogen sinde tidligere.

DET ÆNDRER imidlertid ikke ved, at ord altid kommer før mord.

Det hører således til det 20. århundredes mest skamfulde kapitler, at verden har været chokerende ringe til at høre efter, når et folkemord var undervejs. Før blodet flød, er der ofte blevet udbredt hadefuld propaganda, som har beredt vejen og legitimeret de forbrydelser, der er fulgt efter.

Hver gang har verden sagt: Ikke igen. Men hidtil uden det ønskede resultat. Det er et kors for tanken, at vi 'bare' må affinde os med folkemord. Noget kunne desværre tyde på, at det er nemmere at udrydde mennesker end at stoppe folkemord. En lille trøst er det dog, at det bliver sværere for folkemorderne - både planlæggerne, bødlerne og deres velvillige håndlangere - at slippe ustraffet afsted med forbrydelser.

Hver gang de bringes for retten, enten det drejer sig om den internationale domstol eller det lokale retsvæsen, er det en vigtig sejr, være den nok så lille. Vigtig ikke bare for ofrene og deres efterladte, men for vores viden om, hvor dybt mennesket kan falde og hvor lidt der ofte skal til, før det spreder død og ødelæggelse omkring sig.

Der findes ingen virkningsfuld vaccine mod folkemord. Men hvis ikke vi i det mindste husker ofrene, hjælper vi bødlerne med at afslutte deres beskidte arbejde: ikke se, ikke høre. Som det før er blevet sagt: Den der ikke husker historien, er dømt til at gentage dens fejltagelser.

Ordet kommer af græsk ’holos’ (hel) og ’kaustos’ (brændt), brændoffer. Holocaust er især blevet brugt om nazisternes systematiske udryddelse af jøder i Tyskland og i de tyskbesatte lande under Anden Verdenskrig, men det er også en betegnelse for folkemord, dvs. systematisk udryddelse af alle eller store dele af en gruppe mennesker alene med henvisning til deres gruppetilhørsforhold.

* Forfølgelsen af jøderne i nyere tid startede med boykot af jødiske virksomheder i 1933. I 1935 kom Nürnbergloven, som gjorde jøderne til andenrangsborgere. * 9. november 1938, den såkaldte Krystalnat, startede nedbrænding af et stort tal synagoger og ødelæggelse af jødiske forretninger, hvilket resulterede i mange jøders død. * I 1941 blev den fysiske tilintetgørelse af jøderne - ’Endlösung’ - besluttet af nazisterne. * Fra 1942 til 1944 omkom ca. fire millioner jøder i dødslejrene. I alt blev omkring 6 millioner jøder tilintetgjort. * Nazisternes forsøg på udrensning af andre grupper gik bl.a. ud over sigøjnere, slaviske folk (polakker og russere) og fysisk og psykisk handicappede, homoseksuelle og medlemmer af sekter, f.eks. Jehovas Vidner.

Eksempler på store folkemord i det 20. århundrede:

* Tyrkernes tilintetgørelse af armenier fra tyrkisk dominerede områder i 1915-1917.

* Stalinstyrets kollektivisering og hungersnøden 1932-1933 medførte, at mindst 10 millioner sovjetiske bønder omkom.

* Da Britisk Indien blev selvstændigt 1947 og landet opdelt i et muslimsk Pakistan og et overvejende hinduistisk Indien, mistede omkring en million mennesker livet.

* I Indonesien 1965-66 medførte et kupforsøg mod præsident Sukarnos styre, at mellem en halv og en hel million formodede kommunister og folk fra det kinesiske mindretal blev myrdet.

* I Cambodja 1975-78 havde det kommunistiske Røde Khmer-styre under Pol Pot magten i et rædselsherredømmet, der skønnes at have kostet mindst 1,5 millioner livet ud af en befolkning på anslået otte millioner.

* Hutuernes tilintetgørelse af henved 800.000 tutsier og moderate hutuer i Rwanda i 1994.

Kilder:

Den store Danske Encyklopædi, Gyldendals Tre-bindsleksikon, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, www.dchf.djk. United States Holocaust Memorial Museum, www.ushmm.org. Gendercide Watch, www.gendercide.org