Den nazistiske raceideologi

Nazisternes racistiske menneskesyn var centralt for Holocaust. Deres ideologi byggede på en forestilling om, at det var muligt at inddele mennesker i racer, og at der var forskel på disse racer. Den ”ariske eller germanske race”, som primært bestod af nordeuropæere, blev anset for at være alle andre racer overlegen. Den såkaldt jødiske eller semitiske race blev betragtet som den ringeste. Jøder var altså ifølge nazisterne en slags ”undermennesker” og en trussel mod Tyskland og det tyske folk, og derfor måtte de udskilles fra fællesskabet.

Det tyske blod

Ifølge nazisterne lå det tyske folks styrke i et særligt folkefællesskab, som var funderet i både kulturelle og biologiske træk. Med baggrund i racistiske og nationalistiske idéer opfattede nazisterne Tyskland (og dermed det tyske folk) som stående over andre befolkningsgrupper, specielt jøder, sigøjnere, afrikanere og østeuropæere. Nederlaget i 1. Verdenskrig og den efterfølgende økonomiske krise kunne således forklares med, at tysk blod var blevet inficeret af udefrakommende racer. Det nye Tyskland skulle derfor være forbeholdt ”den ariske race”.

Racepolitik

Nazisterne mente, at racepolitik kunne holde det tyske folk fri for sygdom og degenerering. Den ”ariske race” kunne forbedres og forædles som en anden dyrerace. Derfor udøvede nazisterne såkaldt befolkningshygiejne, der gik ud på at forhindre, at personer med uønskede egenskaber fik mulighed for at forplante sig. Det førte til tvangssterilisation af over 300.000 personer, omfattende mentalt syge, handikappede, mennesker med arvelige sygdomme, kriminelle, prostituerede, alkoholikere og homoseksuelle. Racepolitikken kulminerede foreløbigt i perioden 1939-1941, hvor man i al hemmelighed dræbte psykisk og fysisk handikappede under det såkaldte eutanasi-program (eutanasi=medlidenhedsdrab).

”En byld på samfundets krop”

Allerede i slutningen af 1800-tallet opstod der en racistisk-biologisk antisemitisme baseret på nationalisme, racelære og socialdarwinisme (den stærkeste overlever og den stærkeste har ret til at herske over den svage). Jøderne blev anset som et fremmedlegeme: ”En byld på samfundets krop”, som det hed. Det var denne ”videnskab”, som nazismen byggede videre på. Jøderne udgjorde et samfundsproblem, der måtte løses, hvis Tyskland skulle have en fremtid. Derfor måtte de adskilles fra den øvrige befolkning og helst tvinges bort. Med krigen blev der så åbnet mulighed for at deportere jøder fra Tyskland og de annekterede og besatte områder til særlige ghettoer i Østeuropa, først og fremmest i Polen. Samtidig blev der plads (Lebensraum) til de tyskere, der siden 1. Verdenskrig havde boet uden for Tysklands grænser, så man fik ”samlet” folket og nationen.

Fra raceudskillelse til raceudryddelse

Mens Tysklands jødiske befolkning kun bestod af en halv million mennesker, rummede Polen og det øvrige Østeuropa godt otte millioner. Det vil sige, at Tysklands ”jødeproblem” voksede i takt med de militære sejre. I starten placeredes jøderne i ghettoer for derved at isolere dem fra resten af befolkningen. Men med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 skete der et dramatisk skift fra udskillelse til udryddelse. Specialenheder (Einsatzgrupper) rykkede ud og udførte massehenrettelser af jøder i de sovjetiske områder, som den tyske hær erobrede. I december 1941 fandt de første gasninger af jøder sted i Polen, og i løbet af 1942 stod seks udryddelseslejre klar til et systematiseret og industrialiseret massemord på jøder og andre ”folkefjender”.

Eugenikplakat med titlen "Nedarvingen af de racemæssige træk (primært dinarisk)". Plakaten var nummer 65 i en serie om arvelighed og racehygiejne fraVerlag für nationale Literatu