ORIENTERINGSLØB – ET TEORETISK INDBLIK

KOMPENDIUM TIL ORIENTERINGSAKTIVITETER

IDRÆT B

Forord:

Tema 1: Korttyper og kortlæsning

Orieteringskort:

Geodætiske kort:

Tema 2: Kompasset

Tema 3: Regler for færdsel i naturen

Færdsel i det åbne land

Færdsel på stranden

Færdsel i skoven

Tema 4: Friluftsliv – hvad er det?

De tre bølger i meget korte træk:

Første bølge. (1770 – 1820) – Hovedtræk: vandring – gymnastik - landskab

Anden bølge. (1900 - 1930) - Hovedtræk: ungdomsbevægelser, organisation, sport

Tredje bølge. (1970 – 2001)

Forord:

Dette kompendium er lavet med henblik på forløbet ’Atletik – idrættens vugge’.

Fokus i dette kompendium vil være orienteringsaktivitet i naturen og de elementer som hører sig dertil.

Kompendiets funktion er, at give læseren en kort og overskuelig gennemgang af de basale kundskaber man bør kende til, før man starter på selve orienteringsdelen.

Tema 1: Korttyper og kortlæsning

Der findes mange forskellige typer for kort, men fælles for dem alle er at de gengiver virkeligheden i en given målestok og signaturer. For en orienteringsløber er det vigtigt, at have et kort der kan hjælpe ham igennem snævre og tætte områder, som f.eks. en skov. Dette betyder, at løberen oftest vil få størst gavn af at bruge et kort med mange detaljer og signaturer.

I orienteringsløb er det vigtigste for løberen sit kort. Dette kan være fremstillet i forskellige former, men fælles for dem alle er at det tydeligt og detaljeret gengiver et givent terræn. Oftest vil kortet være med en meget lille målestok, og terrænet vil være præsenteret med hensigtsmæssige farver og signaturer som gør det velegnet til orienteringsløb. Målestokken gør således virkeligheden mindre, og fortæller os hvor mange gange genstandene er formindsket på kortet. Er målestokken eksempelvis 1:25.000 vil en cm på kortet svare til 250 meter i terrænet. Dette vil oftest stå på kortet illustreret med en målepind og det givne forhold. Når kortet er så småt og detaljeret vil man fra kortproducenternes side komme til et tidspunkt, hvor genstander bliver undladt tegnet ind, da de ganske enkelt ville blive for små til at se på kortet.

Eksempler på kort:

Orienteringskort:

Dette kort har som tidligere nævnt mange detaljer og tydelige signaturer samt oplysninger om hvor man hurtigst kan løbe igennem en skov. Den typiske målestok vil være 1:10.000 eller 1:15.000, og der er kommer således mange signaturer med såsom huse, bondegårde, møller og stengærder.

Geodætiske kort:

Kortet har færre detaljer end orienteringskortet, men en grov opdeling mellem løv og nåle skov. Dette kort kaldes for fire eller to cm kort, da målestokken vil være enten 1:25.000 eller 1:50.000. Kortet laves over hele Danmark og Skandinavien.

Hvad enten der er mange (orienteringskort) eller få (geodætiske kort) signaturer på kortet, vil der altid være en signaturforklaring, som vises på alle geodætiske kort men kun på nogle orienteringskort. Denne forklarer (selvsagt) hvilke symboler man har valgt at vise for de forskellige terrængenstande. For begge kort er det således, at man altid bruger de samme signaturer på alle orienteringskort og ligeså for de geodætiske. Dog er det sådan, at de to korts valg af signaturer ikke er de samme, når disse sammenlignes! Når du bruger kortet til orientering, som i f.eks. orienteringsløb, er det afgørende at du præcis ved hvor du befinder dig på kortet og kortet derfor holdes på den måde, at naturen og kortet stemmer overens. Hvis du eksempelvis står ved grænsen mellem en eng og skoven med engen på din højre side, skal kortet derfor holdes således, at du kan vende dig 90 grader mod venstre og kigge lige ind i skoven og løbe videre på sin rute.

På alle kort er der indtegnet meridianlinjer – uanset korttype. Nordretningen på kortet vil altid være opad (”står skriften på hovedet, bliver kursen rodet”), og for at hjælpe til med at finde nord-syd retningen, har man indtegnet helt tynde linjer på kortet = meridianlinjer. Disse bliver vældig brugbare i det efterfølgende afsnit.

Tema 2: Kompasset

Alt efter hvor udstyrsliret indstillet man måtte være, findes det rette kompas. Hermed menes, at et kompas findes i alle former og afskygninger. Men det mest almindelige og brugte kompas, er det der også bruges på Institut for Idræt & Biomekanik. Fælles for alle kompasser er, at de alle indeholder den vigtigste ting: kompasnålen. Denne er fremstillet i en rød del og en hvid del, hvor den røde del altid peger mod nordretningen. Kompasnålen eller magnetnålen som den også kaldes, er placeret i kompashuset. Kompashuset er forsynet med en gradskala fra 0 – 360 grader, og kan drejes frit således at denne skala hele tiden kan indstilles og justeres. I kompashuset er der indtegnet de førnævnte meridianlinjer og en tyk, bred ”nordpil” i bunden af huset. Desuden er der på kompasset en marchpil, hjælpelinjer, lineal og en ”udskiftelig lineal”. Denne kan fås i forskellige målestoksforhold, således at den passer til det kort der skal bruges.

Som nævnt i eksemplet ovenfor med skoven og engen, kan der være situationer hvor man har fuldstændig styr på hvor man er på kortet og hvilken retning man skal gå. Men der kan ligeledes opstår forvirring, når man pludselig står i tæt bevokset skov og ikke kan finde sin placering på kortet. Her kommer kompassets brug til sin magt: Kompasset lægges ovenpå kortet og kort og kompas flyttes/drejes sammen – indtil kompasnålens røde del er parallel med kortets meridianlinjer og peger mod kortets nordretning. Her er det vigtigt at man ikke drejer på kompashuset eller linealen og marchpilen, når du skal vende kortet rigtigt med kompasset.

En anden måde at bruge kompasset på er, at udtegne en kompaskurs. Dette gøres når orienteringsløberen vil løbe den direkte vej mellem to punkter, og gøres ved at udtegne en kurs i forhold til Nord. Først lægges kompasset på kortet så linealen følger i den retning som man skal gå/løbe f.eks. fra post 2 – 3, og marchpilen derved ligeledes peger i marchretningen – kompashus og – nål er her uden betydning. Når dette stemmer overens tager man fat i kompashuset og drejer indtil kompashusets meridianlinjer er parallelle med kortets ligeså. Nordpilen i bunden af huset skal pege imod nord på kortet – kompasnålen er stadig uden betydning! Nu kan man tage kompasset op fra kortet, da det nu ikke har nogen betydning længere. Kompasset holdes i hånden, og kompasnålen peger mod nord i terrænet. Nu drejer man sig indtil kompasnålen dækker nordpilen i bunden af kompashuset, således at nålens røde ende dækker spidsen af nordpilen i huset. Når dette passer, vil marchpilen pege i den retning, som man skal følge i terrænet.

Tema 3: Regler for færdsel i naturen

Når man som orienteringsløber dyrker sin sport i Danmark, så er der næsten ubegrænsede muligheder. Man har mulighed for at opleve den danske natur på nærmeste hold og naturen er nem at færdes i. I Danmark har man, i modsætning til mange andre lande, ikke tradition for at hegne vores natur inde. Desuden er store dele af den danske natur statsejet og den tilhører dermed os alle.

Når vi bevæger os i naturen skal vi dog tage hensyn til de dyr, planter og mennesker, som vi møder i det fri. Vi skal tage hensyn til de landejere og andre private, som lever i disse naturområder. Derfor er der opsat en række ”leveregler” for hvorledes man skal opføre sig når man færdes i det fri.

Som udgangspunkt kan man sige, at alle har ret til at færdes i naturen. Der kan dog være militære anlæg og reservater, hvor al færden er forbudt, ligesom der kan være delvist forbudt færdsel i områder, hvor der er jagt. Formålet med disse færdselsregler er, at skabe en balance mellem hensynet til naturen og menneskers interesse i at opleve den. Derfor er der forskelle på reglerne alt efter om man færdes i fx åbent land, skov eller strand.

Færdsel i det åbne land

Langt størstedelen af den danske natur er åbent land med marker, græsningsarealer til dyr, markstier mv. Alt dette er for det meste privatejet og det er vigtigt at man respekterer de skilte man evt. møder på sin vej gennem landskabet.

Som udgangspunkt er det tilladt for alle at bevæge sig (cykle og gå) på veje og stier, forudsat at ejeren ikke har forbudt færdsel, da det er generende for hans produktion eller for hans dyre- og planteliv. På de arealer som ikke er indhegnede og som står udyrket hen, er det tilladt at færdes fra kl. 6 om morgenen til solnedgang, ligesom det er tilladt at færdes i indhegnede arealer, hvis der ikke er husdyr. Man skal dog minimum holde en afstand af 150 m. til private bygninger.

I det åbne land findes der et utal af heder, enge og søer, som oftest er statsejede og derfor må man færdes her uden begrænsninger.

Færdsel på stranden

I Danmark har vi næsten 7.000 km. kyststrækning og vi er dermed et af de lande i Europa med flest strande. Strandene er det eneste autentiske natur vi har – i større målestoksforhold – i Danmark. Her kan vi opleve naturen i fri udfoldelse og det er derfor også et yndet mål for mange danskere. Både gennem vandring, klatring, kajak, kano mv. er det muligt at nyde denne storslåede natur. Eftersom både tidevand og land- og havniveau ændres hele tiden, så undergår naturen også en konstant forandring, hvilket gør strandene til en levende oplevelse.

Der er adgang til de fleste af disse strande hele døgnet rundt. Dog skal man være opmærksom på privatejede strande, hvor man gerne må tage ophold og/eller bade, men hvor der skal være 50 m. til bebyggelse. Det er ikke tilladt at slå telte op på stranden, selvom det er tilladt at tage ophold ”af et døgns varighed” et hvilket som helst sted på den danske kyststrækning.

Færdsel i skoven

Når man færdes i de mange danske skove er der en del som man kan komme i tvivl om. Må man lave bål, må man lufte sin hund, må man stille sit telt op? Det er alle spørgsmål som der kan dukke op, når man bevæger sig i skoven. Derfor har skov og naturstyrelsen rundt omkring i landets skove opstillet rødmalede træpæle, hvorpå reglerne for specifikke områder står beskrevet. Som hovedregel kan man sige, at det ikke er tilladt med mindre andet er angivet.

I de statsejede skove må man færdes hele døgnet og der er ingen begrænsninger vedrørende færden uden for stier og veje. Dog kan skovene ”lukkes”, hvis der fx er kraftige storme, fare for brand etc. Al motorkørsel er forbudt i de danske skove, både knallerter, biler osv. Hunde skal være i snor med mindre andet er skiltet med, hvilket er til hensyn for andre besøgende som fx orienteringsløbere.

I private skove er det tilladt at gå og cykle, men det skal dog foregå på veje og stier. Der er adgang fra kl. 6 om morgenen til solnedgang, men også her gælder reglen om, at man skal holde en afstand af 150 m. til nærmeste bebyggelse.

Tema 4: Friluftsliv – hvad er det?

Friluftsliv er et meget vidt begreb, som mange har søgt at indskærpe til det som ”de” betragter som det mest korrekte friluftsliv (FL). Det har dog været en svær opgave, da vi alle har forskellige måder at betragte naturen på – forskellige natursyn.

De 2 generelle måder at anskue (FL)på er, at der på den ene side er det traditionelle (FL), hvor man møder naturen, lærer om den men s man befinder sig i naturen, samt bevarer og respekterer naturen. Det er dette mange forkæmpere for det traditionelle (FL) mener at være ”den rigtige nordiske (FL) mentalitet”, hvor de mere idræts – og konkurrenceprægede dele af (FL) mange gange kun får lov at tangere friluftslivsbegrebet. Dog er det hermed ikke sagt, at det kun er det nordiske friluftsliv, hvor man søger naturen for naturen. I mange andre kulturer end i norden finder vi traditioner på forening med naturen, både kropsligt men i høj grad også åndeligt.

Det vil altid være diskuterbart, hvornår man betragter en sport som en del af (FL), og ved netop orienteringsløb indgår elementer, som vi kan sætte indenfor (FL)’s rammer – dog er der tendens til, at orientering placeres i den mere sportificerede halvdel. Grunden til at vi lige netop ser orienteringsløb under friluftsbegrebet er, at man stadig når at sanse skoven og naturen. Lugten og lydene er stadig til stede og man føler terrænet og miljøet omkring sig, hvorimod man f.eks. ved motorsport i naturen ikke har de samme sanseoplevelser og derfor bevæger sig længere væk fra det som de nordiske traditioner spiller på. Det er selvfølgelig ikke entydigt for alle sportsgrene, men i høj grad diskuterbart, hvornår en friluftssport bliver en del af traditionelt nordisk (FL) eller en del af det moderne. Den moderne del af friluftslivsbegrebet, omhandler især de nyere og mere blomstrende sportsorienterede grene, hvor eksempelvis klatring, rafting, mountainbike mm. er tendenserne på den moderne halvdel af friluftsliv. Det som den moderne del i højere grad lægger vægt på, er evnen til at bruge naturen for at opnå et givent mål. I det traditionelle (FL) handler det lige så meget om at sanse naturen omkring sig. Så de store modsætninger er altså, at man i traditionelt nordisk (FL) tager ud i naturen for naturoplevelsen, hvor man i den moderne del tager ud i naturen for at køre mountainbike – for derefter igen at køre hjem. Man kan også sige, at der ved traditionelt FL er et primær fokus på natur, og der i moderne er et primær fokus på præstation.

Friluftsliv har gennem de sidste par hundrede år vekslet mellem at være uorganiseret – til at blive mere organiseret, og nu på vej mod en mere uorganiseret retning igen. Disse omrokeringer beskrives også som de tre perioder - af Henning Eichberg som - ”De tre bølger”.

Overordnet er den strukturelle sammenhæng i denne kontekst, at man bevæger sig fra et uorganiseret fænomen, hvor mennesket individuelt søger konfrontationen og oplevelsen med naturen, mod et mere organiseret friluftsliv styret ovenfra i den anden bølge. Den tredje bølge lader igen den uorganiserede bevægelse komme til udtryk, og der sker en splittelse mellem struktur og frihed/individualitet. Der kommer så mange muligheder i den tredje bølge, at det bliver op til folk selv at vælge ståsted.

De tre bølger i meget korte træk:

Første bølge. (1770 – 1820) – Hovedtræk: vandring – gymnastik - landskab

Det romantiske natursyn opstår – da man i slutningen af 1700-tallet begynder at søge ud i naturen, hvor man finder det smukke og forunderlige ved naturen. Man drager væk fra byerne for at opleve den ”rigtige” natur, uspoleret, smuk og uskyldig. Vi ser i samme periode en ny bølge inden for både kunsten og litteraturen, hvor naturen spiller en essentiel rolle. Desuden flytter mange idrætsgrene ud under åben himmel – i det hele taget inddrager man nu naturen i hverdagen.

Der er i høj grad en uorganiseret struktur i denne periode, hvor det er individet som søger sin eget møde med natur vs. menneske.

Anden bølge. (1900 - 1930) - Hovedtræk: ungdomsbevægelser, organisation, sport

Friluftslivet bliver mere organiseret og de forskellige grupperinger – spejderbevægelsen, ungdomsforeninger etc. tager nu deres aktiviteter med ud i naturen. Især hos spejderbevægelsen bliver naturen sat i fokus. Man bruger den som et middel til at opdrage og uddanne unge drenge – og giver dem en oplevelse af samhørighed med naturen. Man skaber en kærlighed til naturens væsen.

Sporten får sit gennembrud for den almene befolkning i denne periode, hvor også orientering ser dagens lys. Alle disse nye sportsgrene, som primært kommer ind fra England, bliver nu kendt som outdoor games. Boldspil og andre udendørsaktiviteter bliver tilgængelige og yderst populære for alle klasser i samfundet. Tidligere var det primært henlagt de højere klasser at dyrke sport – da det tidligere blev betragtet som meget stilfulgt og bundet til borgerskabet. Det blev alle mands ret at færdes i skove, ved kysten og langs åerne, og dette gjorde friluftsaktiviteter meget mere tilgængelige.

I denne anden bølge kommer orienteringssporten også til Danmark.

Den bliver for første gang introduceret ved et natorienteringsløb i Danmark i 1915, og det reelle første løb med 115 deltagere sker første gang i 1919. Sportens rødder ligger i Sverige, hvor det svenske militær i slutningen af 1800-tallet afholder interne konkurrencer i orienteringsaktiviteter. Dernæst spredes det videre til Norge, hvor det første officielle løb afvikles d. 31 oktober 1897 nær Oslo. Det når altså at blive udviklet en del år før vi får lov til at stifte bekendtskab med orienteringen i Danmark. Orienteringen bliver herved en del af sporten i Danmark – på lige fod med andre udendørs aktiviteter som boldspil og andre lege. Denne eksplosion at aktivitet giver også grobund for organisationen i dansk sport, og der skabes rammer og styring fra både regering og forening.

Tredje bølge. (1970 – 2001)

Forbrugerkulturen sætter nye rammer for idrætten. Man kan drage paralleller til første bølge, hvor man nu søger at bevare naturen og bliver økologisk interesseret. Nye sportsgrene kommer til fra New Zealand og USA – livsstilssport som surfing og paraglidning og paintball. Folk søger igen den romantiske følelse - men også personlig udvikling betyder meget. Man søger også at kæmpe med eller mod naturen i denne bølge.