Vi skal lære kritisk tænkning, mens vi på samme tid sikrer os, at alle føler sig som en del af samfundet og fællesskabet.
Præsidentvalget i USA er oversvømmet med konspirationsteorier. Nok den mest fremtrædende er QAnon, som opstod i 2017, men som har igen taget fart i løbet af COVID-19-pandemien.
01 november 2020
I en tid fyldt med sociale medier føles konspirationsteorierne endnu mere fremherskende og udbredte end nogensinde før.
Den store usikkerhed omkring COVID-19-pandemien, samt vores trang til at få denne nye virkelighed til at give mening, har været startskud til en række konspirationsteorier.
På samme tid har det givet ny næring til eksisterende konspirationsteorier og fyret op under udbredelsen af misinformation om virussen, hvilket har understøttet grupper, der er imod brugen af mundbind.
Præsidentvalget i USA er oversvømmet med konspirationsteorier. Nok den mest fremtrædende er QAnon, som opstod i 2017, men igen har taget fart i løbet af pandemien.
QAnon, som er en forkortelse af 'Q Anonymous', er en højreorienteret konspirationsteori, som beskriver et hemmeligt plot af en påstået 'dyb stat' mod præsident Donald Trump og hans tilhængere.
Mange QAnon-tilhængere promoverer en række falske teorier og påstande om det demokratiske parti.
QAnon-tilhængerne er stiltiende blevet anerkendt af Donald Trump - som ifølge konspirationsteorien er deres frelser.
I min seneste bog, The Power of Being Divisive, forklarer jeg, hvordan politikere kan nyde godt af at indtage de mest radikale og uhyrlige holdninger.
De kan udnytte konspirationsteoretikeres påstande til provokere visse grupper, styrke deres identitet, og i sidste ende konvertere dem til loyale vælgere.
Forskning viser, at folk falder for konspirationsteorier i stressende og usikretider.
I sådanne situationer har vi en tendens til at foretage mindre nøjagtige vurderinger af gyldigheden af de informationer, de modtager.
Men troen på konspirationsteorier kan også få os til at føle, at vi er del af noget, som er større end os selv; at vi tilhører en 'stamme' eller slæng.
I min bog diskuterer jeg potentielle løsninger, som adresserer begge problemstillinger på én og samme tid.
Jeg bygger især på Finlands nylige oplevelser med at bekæmpe udbredelsen af fake news og konspirationsteorier ved at undervise i kritisk tænkning i skolerne.
Mange regeringer finansierer agenturer, som specifikt har til formål at kæmpe for sandheden samt forsøge at imødegå udbredelsen af konspirationsteorier.
I eksempelvis USA har man Global Engagement Center, der forsøger at engagere sig i forsøg på at manipulere holdningerne på de sociale medier ved at finde frem til den oprindelige kilde og i visse tilfælde udstede 'kontraangreb'.
Men informationsniveauet og hastigheden, hvormed informationer kan blive spredt på de sociale medier - for ikke at tale om en præsident, der spreder konspirationsteorier - har (for at sige det mildt) gjort det svært for dem.
Konspirationsteorierne trives gennem mistillid til regeringen, og som følge har de officielle agenturer ofte svært ved at inddæmme udbredelsen af fake news.
Finland valgte en helt anden tilgang efter at have set den skade, udbredelsen af fake news forvoldte i nabolandet Rusland.
Undervisningen, som integrerede mediekundskab i læseplanen, fik eleverne til at udøve kritisk tænkning, når de indsamlede oplysninger om et bestemt emne. Kilden blev vurderet, og det samme gjaldt indholdet.
Eleverne trænede også kritisk evaluering af statistik og tal, som især kan forekomme forvirrende eller skræmmende at give sig i kast med, og som vi har en en tendens til at give legitimitet.
Finlands erfaringer viser, at det er mere effektivt, at borgerne selv har tillid til, at de kan aflive konspirationsteorier, end det er at give dem de rigtige informationer.
Men det er ikke den eneste udfordring - og kritisk tænkning er ikke nok.
Konspirationsteoriernes tilhængere - uanset om de tror på QAnon, eller at Jorden er flad - er ofte tiltrukket af fællesskabselementet, som får dem til at føle, at de er en del af en udvalgt gruppe, hvilket får dem til at føle sig unikke og specielle.
De føler, at de har adgang til eksklusiv og velbevaret viden, der får dem til at føle sig som noget særligt.
Denne forestilling er i centrum for psykologiforskningens den sociale identitetsteori, som er teorien om, hvordan vores opfattelse af os selv som individer er drevet af de grupper, vi tilhører, og den identitet, de har.
En gruppe konspirationsteoretikere er tiltrækkende, fordi de opfattes som 'vogterne' af en overlegen sandhed mod andre - i bund og grund en vidensmæssig overlegenhed.
Det forstod de finske myndigheder.
Landets udskolingsprogram fokuserede også på at minde eleverne om de vigtige universelle værdier, som det finske samfund værner om.
Det er værdier som blandt andet retfærdighed, retsstatsprincippet, respekt for vores indbyrdes forskelligheder, åbenhed og frihed.
Tilsammen er værdierne et stærkt redskab i udøvelsen af elevernes kritiske tænkning, og eleverne blev bedt om at forholde sig til informationerne med dem for øje.
Eleverne blev mindet om alle de gode ting ved at leve i Finland, og at de tilhørte en gruppe med en positiv identitet.
Det stiller spørgsmålstegn ved troen på konspirationsteorier.
Desuden bliver elevernes finske identitet mere fremherskende, når de stiller spørgsmålstegn ved eller identificerer fake news.
Kritisk tænkning og bekæmpelse af misinformation gør dem til en del af en gruppe, de kan være stolte af.
Det er naturligvis svært at måle, men indtil videre indikerer evidensmængden, at Finlands tilgang virker.
Et studie fra 2019 fandt, at finske elever er langt bedre til at identificere fake news end deres amerikanske modparter.
Det vil tage adskillige år at studere de reelle resultater, ikke mindst fordi programmet i Finland først rigtig kom i gang i løbet af de seneste par år.
Udbredelsen af konspirationsteorier bliver ikke bremset ved ganske enkelt at give de yngste generationer den rette undervisning i faktatjek og indsigt eller indsamling af evidensbasede informationer.
I virkeligheden repræsenterer grupperne af konspirationsteoretikere fragmenterede dele af vores samfund - deres eksistens er gjort mulig gennem social udelukkelse.
Derfor skal vi lære kritisk tænkning, mens vi på samme tid sikrer os, at alle føler sig en del af samfundet og fællesskabet.
Thomas Roulet hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.